Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 31. 30 juli 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 31 1915
dem rigtig vilde ha fundet at alt CaO
var bundet og intet fri CaO til rest.
Der forekommer jo i klinkeren foruten
dicalciumsilikatet ogsaa trisilikat,
tri-aluminat og triferrit. Der er forresten
ogsaa en del andre smaa
uoverensstemmelser i beregningerne.
Kolloidet i cementhydratet dannes
meget hurtig, i alle fald i overskud av
vand. Ambronn1 mener at kolloidet
optræder først efter et par dages forløp,
efterat kalkhydrat allerede er dannet;
men jeg fandt at det krystalliserte
Ca(HO)2 nydannes efter kolloidet og
tildels eller kanske helt av dette. Senere
dannes der ved optagelse av kulsyre fra
luften (og delvis vandet) kalkkarbonat —
tildels ved spaltning av dette Ca(HO)2
efter formelen
Ca(HO)2 + CO2 = CaCO3 + H2O.
I mange tilfælder vil saaledes
egenskaperne hos cement eller beton kunne
nærme sig kalkmørtel. — Det er
kanske ikke udelukket at denne
karbonatdannelse i gammel cement med
tiden vil kunne faa en skjæbnes vanger
indflydelse paa saadanne
betonkonstruktioner som befinder sig under høit
vandtryk, da det nydannede karbonat vil bli
opløst av vandet under disse forhold og
for aar sake destruktion.
Det bør da gjøres til gjenstand for
særskilte undersøkelser hvorvidt beton
ogsaa under almindelig vand til stadighet
optar større kulsyremængder.
Man har prøvet at adskille
cementmineralerne ved hjelp av tunge vædsker.
En saadan separations resultater vil
imidlertid være av særdeles tvilsom
værdi, al den stund cementhydratets
hovedbestanddel er et kolloid. Dette
reagerer jo med lethet med de almindelig
anvendte tunge vædsker og forandres
herved i mængde, sammensætning og
egenskaper.
Selvvirkende Miner og deres Anvendelse i de senere Krige.
Foredrag av minedirektør, oberst Steenstrup i Polyteknisk forenings møte den 8de december 1914.
De selvvirkende miner har været kjendt
og delvis ogsaa anvendt helt siden 1776.
Da paaviste nemlig amerikaneren David
Bushnell muligheten av at kunne faa
antændt og sprængt en krudtladning
under vand, naar den kun var
indesluttet i en vandtæt kasse. Han antændte
disse ved hjelp av en lunte, indesluttet
i en vandtæt trærende og vilde la dem
drive med strømmen ned mot de
fiendtlige skibe; de var altsaa en slags offensive
eller angrepsminer.
Den første som imidlertid virkelig
utførte sprængning av saadanne miner, var
den bekjendte amerikaner Robert Fulton,
dampskibets opfinder. Han konstruerte
bl. a. forankrede flytende miner, der
virket naar minerne paastøttes. Uagtet det
i 1801 lykkedes ham med en av sine miner
som indeholdt en ladning paa 10 kg.
kanonkrudt at sprænge og ødelægge et
mindre fartøi, hadde han dog ikke held
med sig i at faa sine opfindelser antat i
1 H. Ambronn i Tonindustriezeitung 1909 Nr. 28.
England eller Frankrike, da man fandt
at det var en altfor barbarisk krigsførsel
som ikke sømmet sig for ærlige krigsfolk.
Fig. i.
(Likesaa gik det med antagelsen av den
av ham opfundne undervandsbaat
»Nau-tilus«).
Fulton kaldte disse sine miner for
torpedoer, efter det latinske navn paa
den elektriske rokke, en fisk der som
bekjendt kan utdele noksaa sterke
elektriske støt. — Nu skiller man imidlertid
meget skarpt mellem sjøminer og
torpedoer, idet man ved de sidste forstaar
miner som med stor hastighet kan
utsendes mot det fiendtlige maal, mens
sjøminerne eller de passive miner i
regelen ligger stille forankret i en bestemt
dybde under vandflaten.
Fultons miner bestod av en trækasse
fyldt med kork som flottør for den
overliggende minekasse der var utført av
metalblik og rummet ca. 100 kg.
kanonkrudt. Denne ladning antændtes ved at
et paastøtende fartøi under sin passage
over den trykket ned en vegtstang som
bevirket antændelse av minen.
Under krigen mellem England og de
Forenede Stater i 1812 forsøkte en
amerikaner Mr. Mix at ødelægge en engelsk
blokadeflaate utenfor en av havnene paa
østkysten ved at sende ned med
strømmen et større antal flytende krudttønder,
som skulde eksplodere ved paastøt mot
de engelske skibe. Dette forsøk som
imidlertid mislykkedes da englænderne
opdaget og fisket op minerne, er kjendt
under navnet »The battie of kegs«.
Uagtet der senere i de Forenede Stater
arbeidedes meget med sjøminer av den
bekjendte oberst Colt (revolverens opfinder)
fra 1829 til 1843, med tildels meget
gunstige resultater, kom der dog intet ut
av disse forsøk.
Det var derfor først under Krimkrigen
at man faar høre om anvendelse av
selvvirkende støtminer. — En bekjendt
russisk videnskapsmand, professor Jacobi,
galvanoplastikkens opfinder, konstruerte
da en mængde saakaldte
»Helvedes-maskiner« som var kemisk-mekaniske
flytende støtminer, dannet av koniske
jernplatebøier, fyldt med en liten
sprængladning av sortkrudt — fra 4 til 8 kg.
Disse miner antændtes ved at
fartøi-erne støtte mot endel fra bøierne
opstaa-ende lukkede glasrør som var fyldt med
svovlsyre og omgit av en beskyttende
blyrørkapsel. Naar minerne paastøttes,
bøiedes blykapselen og glasrøret
knækkedes, hvorved syren randt ned i en
beholder med pulverisert klorsurt kali og
rørsukker der straks kom i brand
med en kraftig flamme som igjen tændte
sprængladningen. — Disse miner gjorde
imidlertid kun liten skade paa de alliertes
flaater, kun en mindre engelsk korvet
»Merlin« fik roret og agterstevnen
beskadiget, og ved undersøkelsen av en
opfisket mine eksploderte denne og dræpte
flere av de omstaaende personer. Men
da de var utlagt i et meget stort antal
i farvandet ind til Kronstadt, russernes
hovedmarinestation i den finske bugt,
vovet de allierte ikke at sende sine flaater
ind i bugten mot orlogshavnen og den
derliggende russiske flaate.
1 den amerikanske borgerkrig mellem
Syd- og Nordstaterne fra 1861 benyttet
Sydstaterne som var aldeles underlegne
tilsjøs, i stor utstrækning selvvirkende,
forankrede støtminer, og ogsaa drivende
støtminer for at hindre Nordstaternes
flaater i at trænge frem i flodmundingerne
og havnene.
Fig. 2.
Fig- 3-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
