Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 31. 30 juli 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 juli 1915
TEKNISK UKEBLAD
387
Disse selvvirkende støtminer var:
1) helt faste pæleminer, fig. 1, eller
rammeminer, fig. 2, begge bestaaende av
støpejerns minekasser fyldt med ca. 30
kg. sortkrudt og anbragt paa opstaaende
skraapæler. Minerne antændtes paa
samme maate som de forannævnte
Jaco-bis miner,
2) flytende og forankrede støtminer
som Singers mine, fig. 3, eller Raines og
Brookes miner, fig. 4, hvilke sidste ogsaa
anvendtes som landminer paa glacierne
foran enkelte kystforter eller
3) miner som to og to var forbundet
med hinanden ved kobbertraadspiraler
som virket paa et
friktionsantændelsesapparat. Ladningen var her 35 kg.
sortkrudt. — Av disse miner blev Singers
de mest bekjendte og det var disse som
gjorde Nordstaternes fiaate mest skade.
Singers miner hadde et tungt
støpe-jernlaak L som væltet av naar minen
paastøttes, hvorved kjættingen e trak ned
stangen a, som igjen løsslap tændstemplet &
der ved sit slag tændte satsen c og minen.
Kjættingen e kunde fastslaaes ved en
sikkerhetspinde d som blev trukket ut
med en snor naar minen var utlagt.
Brookes og Raines miner var dannet
av solide vel bekede eketræs fustager
som indvendig hadde en hul
metalblik-cylinder for at skaffe den nødvendige
opdrift. Paa minernes overside var der
5 smaa støthorn, dækket med blykapsler
som indeholdt et tændstempel der slog
an mot en tændsats bestaaende av
klorsurt kali, støtt glas, kul og svovl o. 1.,
(som i vore ældste knaldhætter for
geværer). Paa enderne av fustagerne var der
sat konusser av let træ for opdriftens
skyld og for at bringe minerne til at
stille sig langs efter strømmen. I
begyndelsen av borgerkrigen brydde
Nordstaterne sig litet om minerne, uagtet de
mistet flere skibe; men de fik en bedre
forstaaelse av minefaren da admiral
Farragut, uagtet bekjendt med
minespærring ved indseilingen til Mobile,
forcerte indløpet, hvorved han mistet to
av sine bedste skibe.
Fig. 5- Fig. 6.
Foruten faste og forankrede miner
anvendte Sydstaterne ogsaa i stor
utstræk-ning drivende støtminer, som vist i fig.
5. Disse miner som holdtes oppe ved
stykker av træstammer, var forbundet
med en metalsnor b, hvis ender var
fæstet i friktionsantændelsesapparater inde
i minerne. Naar minerne med strømmen
førtes ned mot et fartøi og* .fangedes av
dettes baug, sprængtes de. Med disse
drivende miner opnaadde de kun
ubetydelige resultater.
Under krigen blev ikke mindre end 26
av Nordstaternes større og mindre
krigs-fartøier ødelagt ved forskjellige miner,
og 8 à 9 betydelig skadet, saa tapene
paa grund av minesprængningen var langt
større end tapene under kamp. Disse
heldige resultater med selvvirkende miner
bevirket at man i Europa straks
begyndte at arbeide med konstruktionen
av saadanne for spærring av seilløp, og
i 1864 under Danmarks krig med
Preu-sen og Østerrike anvendte danskerne bl. a.
i Alsund og Lillebelt endel saakaldte
KaZiMws-miner, opfundet av den hollandske
oberst Ramstedt. Disse miner, fig. 6,
bestod av en glasbeholder som rummet
10 à 15 kg. kanonkrudt, indesluttet i en
trækasse fyldt med kork og bek. I
beholderens halsprop var indsat et glasrør,
lukket oventil og av form som et
barometerrør, i hvis vide del var anbragt
endel stykker metallisk kalium, liggende
i stenolje (petroleum). Den lave gren av
barometerrøret var lukket med en prop
av trækpapir, og omkring rørets nedre
del var anbragt en pose med fint rifle-
krudt. Naar et skib stødte mot glasrøret
knækket dette, vandet trængte ind og
dekomponertes samt tændte petroleumen
hvorved minen sprængtes. Disse miner
som var meget farlige at lægge ut og ta
op, kom ikke til at gjøre nogen skade.
De blev senere forandret som vist i fig.
7, idet glasrøret blev ombyttet med et
metalrør med en inddreiet rille ved a.
Minerne blev forsynt med en konisk
støtring med utstaaende spidse støtarmer.
Ved paastøt væltet støtringen og knækket
metalrøret, hvorved minen tændtes. —
Efter et par uheld gik man fra denne
minekonstruktion som for farlig at
behandle. — De har saavidt vites heller
ikke senere faat anvendelse.
Under krigen i 1866 mellem Italien og
Preussen paa den ene side og Østerrike
paa den anden anvendte østerrikerne
foruten almindelige elektriske og fra land
kontrolbare støtminer av baron von
Ebners konstruktion ogsaa selvvirkende
støtminer konstruert av von Trinkier.
Disse sidste miner som er vist i fig. 8,
var en modifikation av Jacobis før
omtalte russiske støtminer, men langt
kraftigere, idet de hadde en ladning av 50
kg. bomuldskrudt som svarte til ca. 150
kg. sortkrudt. Minerne hadde et med
svovlsyre fyldt glasrør d, omgit av et
blyrør som klemtes sammen og knuste
glasrøret, naar støtringen a fik et støt,
hvorved hævarmene b bevægedes mot
fjærene c. Naar glasrøret knustet randt
svovlsyren ned langs en slags lunte
indsat med klorsurt kali og rørsukker, som
straks antændtes og forplantet ilden ned
til en knaldkviksølvpatron f i en tænd-
Fig. 8.
Fig. 4«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
