Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 41. 8 oktober 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
494
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 41 1915
Hvad er æteren-
Med æteren betegner man i
alminde-lighet det stof som fylder verdensrummet
mellem de enkelte himmellegemer og som
ogsaa forefindes overalt ellers, det vil si
gjennemtrænger alle de øvrige legemer i
rummet. At der i verdensrummet og
overalt paa jorden virkelig eksisterer et
stof med denne egenskap er utvilsomt,
fordi man ellers ikke vilde kunne
forklare overføringen av energi gjennem
verdensrummet (lyset) og heller ikke de
paa jorden optrædende fjern virkninger.
Et jernstykke tiltrækkes f. eks. ogsaa i
lufttomt rum av en elektromagnet (med
en kraft som kan komme op til 20 kg.
pr. cm2 polflate), og denne kraft skriver
sig hverken fra nogen vegtarmvirkning
eller fra lufttryk. Den maa derfor skrive
sig fra trykket av en eller anden
gasart resp. et eller andet stof; og dette
stof er det man betegner æter.
Man gaar i almindelighet ut fra at
æteren har samme beskaffenhet som
almindelige gaser, og at den altsaa i
overensstemmelse med den kinetiske gasteori
bestaar av smaa adskilte dele som
bevæger sig frit i de forskjelligste
retninger med stor hastighet og derunder støter
an mot hinanden og mot andre
gasmolekyler eller faste og flytende legemer som
befinder sig i samme rum. Æterdelene
er i forhold til atomene og molekylene
i almindelige veibare legemer
overordentlig smaa, saaat de let kan trænge ind i
de mellemrum som findes mellem de
faste og flytende legemers molekyler og
molekylgrupper. Man maa herunder anta
at æterdelene ikke er vegtløse, men har
en bestemt masse, da æteren jo ellers
ikke kunde formidle nogen
energioverføring eller utøve nogen trykvirkning.
At man ikke kan veie æteren skriver sig
kun fra den omstændighet at den
gjen-nemtrænger alle andre legemer. Hvad
æterdelenes bevægelse angaar, maa man
anta at deres hastighet er overordentlig
stor, idet den i verdensrummet svarer til
lyshastigheten.
Et støt mellem to æterdele maa
opfattes som et fuldkommen elastisk støt,
da æterdelene maa betragtes som ikke
deformerbare smaadele. Et støt mellem
en æterdel og en almindelig molekyl
eller molekylgruppe i et fast eller flytende
legeme resp. en gas kan ikke være noget
fuldkommen elastisk støt, idet disse
molekyler eller molekylgrupper er sammensat
og sættes i forsterket bevægelse ved
sammenstøtet med æterdelene og altsaa
optar energi fra disse.
For de efterfølgende betragtninger kan
det være likegyldig om æteren er et
særskilt element som er forskjellig fra’ de
øvrige elementer, eller om den er det
grundstof av hvilket den veibare materie
er sammensat eller en bestemt
findelingsgrad av den veibare materie.
Gravitation.
Jeg gaar nu over til at omtale
anvendelse av den kinetiske æterteori paa det
mindst komplicerte av de fænomener den
berører, nemlig gravitationen.
I ethvert fast eller flytende legeme
findes der mellem de veibare elementer
(molekyler, atomer) hulrum som staar i
forbindelse med hinanden og med det
omgivende rum. I et fast legeme
berører molekylene hinanden gjensidig,
men utfylder allikevel ikke rummet
kontinuerlig. Et snit i overordentlig
forstørret maalestok gjennem et saadant
legeme vil f. eks. kunne tænkes at se ut
som antydet paa fig. 1. Skjønt
molekylene ved denne gruppering berører
hinanden, har de allikevel en viss
be-vægelighet og kan sættes i svingninger
resp. forskyves av de impulser de faar
ved sammenstøt med æterdelene. I de
flytende legemer berører molekylene
hinanden ikke mer, men er frit
bevægelige og kan derfor endnu bedre følge
bevægelsesimpulsene. I gaserne er de
enkelte molekyler adskilt i forholdsvis
store mellemrum og har en stor
bevæ-gelseshastighet.
Fig. i.
Ethvert legeme som befinder sig i
verdensrummet eller paa jorden er omgit
av æter, hvis overordentlig smaa dele
som bevæger sig med enorm hastighet,
delvis slaar an mot legemets overflate
og delvis trænger ind i legemets hulrum,
hvor de da enten igjen kan støte an
mot de faste dele eller mot æterdelene
som alt befinder sig i disse hulrum. I
det sidste tilfælde, optræder et
fuldkommen elastisk støt, saa at der kun
foregaar en utveksling av hastigheten.
Den energi legemet optar, avgives igjen
fra legemets overflate til de omgivende
luftmolekyler. Alle de æterdele som
trænger ind i legemet, kommer sluttelig
atter ut igjen og erstattes av nye som
trænger ind. Alt efter legemets art er
mellemrummene mellem dets faste dele
forskjellig utformet, saaat æteren kan
trænge mere eller mindre let ind i
legemet, og likeledes er æterdelenes støt mot
legemet i forskjellig grad elastisk, alt
efter legemets beskaffenhet. Det
energitap som æterdelene utsættes for i legemet,
er den direkte aarsak til gravitationen
saavel som til forskjellige andre
fænomener som jeg siden skal komme ind paa.
For at tydeliggjøre dette er det
tilstrækkelig at betragte æterdelenes
progressive bevægelse. Det er jo imidlertid
klart at de enkelte æterdele ogsaa
kommer til at utføre rotationsbevægelser, da
æterdelenes støt mot hinanden og mot
de faste stoffer jo i almindelighet vil
være et skjævt støt.
For at forstaa hvorledes
gravitationsvirkningerne frembringes, skal vi se paa
det enkle tilfælde at et fast kuleformig
legeme befinder sig frit i verdensrummet
og altsaa kun er omgit og gjennemtrængt
av æterdelene. De baner som de enkelte
æterdele beskriver under sin bevægelse
gjennem dette faste legeme er selvfølgelig
meget komplicerte, da de støter mot
legemets forskjellige faste dele
saavel-som mot en række andre æterdele. I
virkeligheten kommer kanske ikke en
eneste æterdel gjennem det faste legeme,
idet de alle utveksler sin hastighet med
andre dele. Virkningen er imidlertid
den samme som om de enkelte æterdele
trængte ret gjennem kulen i den retning
som de støtte mot den, idet de da
selvfølgelig paa grund av energi tapet kommer
ut med en mindre hastighet end den de
kom ind med.
Forholdet biir det samme som om man
utsætter et legeme av plastisk materiale
f. eks. en lerklump for beskytning med
hurtigskytende geværer fra alle kanter.
Kulene vil da bli utsat for et
hastighets-tap, idet de trænger gjennem lerklumpen
og avgir altsaa energi til denne. Denne
energi vil bli omsat i varme —; samtidig
vil imidlertid lerklumpen bli trykket
sammen fra alle sider, saa at den
sluttelig vil anta kuleform.
Det samme er tilfældet med et
hvilket-somhelst formbart legeme i rummet.
Ser man nu paa virkningen av den
beskytning som et enkelt punkt A
(fig. 2) i en kule B er utsat for, saa er
det klart at resultanten av de kræfter
som punktet A biir paavirket av, kommer
til at falde i diameteren gjennem dette
punkt, idet kulen jo er symetrisk om
denne diameter. Endvidere er det
tydelig at resultanten vil være rettet mot
kulens centrum, idet de æterdele som har
gaat den korteste strækning gjennem det
faste legeme har tapt mindst i hastighet,
og altsaa er i besiddelse av den største
energi.
Størrelsen av den resulterende kraft
avtar fra kuleoverflaten mot kulens
centrum, hvor den er nul, fordi
trykkræfterne i centrum er like store i alle
retninger. Størrelsen av den kraft som
paa et bestemt sted i kulen utøves i
retning av kulens centrum, er ikke bare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
