Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 46. 12 november 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 november 1915
TEKNISK UKEBLAD
ø = (f) ved temp.
o — F2 (f) » » T2
c
? t2 t” t2
Konstanten C maatte naturligvis være
avhængig av værdierne T\ og T2. Men
træffer den ovenstaaende antagelse til
(om end bare saa nogenlunde), saa kan
det slet ikke være forbrukeren ligegyldig
om en viss fasthet efter 28 døgn er fundet
i forbindelse med en forholdsvis høi 7
døgns fasthet eller ikke.
Lad a—t kurverne i figuren gjælde
laboratorieforsøk ved vanlig temperatur for 2
betonblandinger av forskjellige grussorter
blandet med samme cement. Man kan
ha valget mellem grussortene til beton
av den undersøkte blanding for utførelse
av et jernbetongulv, som skal underkastes
en skarp belastningsprøve allerede 28
døgn efter fremstillingen. Videre
forut-sættes at arbeidet utføres ved adskillig
lavere temperatur end laboratorieforsøket
til bestemmelse av o — t kurverne.
Da vil betonen i jernbetongulvet efter
28 døgn i henhold til vore forutsætninger
ha mindre fasthet end den fundne o A, B
28 efter 28 døgn. Den vil efter vor
antagelse ovenfor motsvare fastheten paa
et tidligere hærdningsstadium x — x ved
laboratorieforsøket. Fastheten for
blandingerne vil altsaa paa det kritiske tidspunkt
for betongulvet utgjøre o A henholdsvis
oB.
Blandingen A biir under disse forhold
at foretrække. Tænker vi os derimot
betingelserne forandret derhen at arbeidet
utføres i sommervarmen og at gulvet faar
sin fulde belastning først efter længere
tid, kanske 3—4 maaneder efter
fremstillingen, saa er blanding B’s
overlegenhet ganske utvilsom. Om end
nøi-agtigheten av de gjorte forutsætninger
(med hensyn til hærdningskurvens
paa-virkning ved temperaturen) kan drages
noget i tvil, saa synes det allikevel
klargjort at en tidlig prøvningstermin (som
7 døgns prøven) gir et holdepunkt for
hvad man kan vente sig av blandingerne
ved forsinket hærdning, f. eks. bevirket
ved lavere temperaturer end den normale
forsøkstemperatur.
Det er da heller ikke overalt at der
falder en saa haard dom over 7 døgns
prøven som den foran citerte, saaledes
indeholder: »Bestimmungen für
Druck-versuche bei der Ausführung von Bauten
aus Stampf beton« aufgestellt vom
Deut-schen Ausschuss für Eisenbeton 1908,
paa side 6 følgende passus:
»Die Prüfungen sind in der Regel 28
Tage nach der Herstellung der Probekörper
auszuführen. Unter Umständen kann es
zweckmässig sein eine Prüfung bereits
7 Tage nach der Herstellung vorzunehmen.
Die Prüfung nach 28 Tagen muss auch
in diesen Fällen erfolgen. Für etwaige
weitere Proben sind Fristen von 90 Tagen,
2 Mnt. und 5 Jahren üblich.« Dersom det
tidligere anførte kan overbevise om
værdien av 7 døgns prøver, saa er hensigten
med den lille digression opnaadd.
Strengt tat har det anførte gyldighet
ogsaa naar f. eks. 28 døgns fastheten er
paafaldende lav i forhold til 3 maaneders
fastheten, saa at man kan uttrykke de
anførte to sætninger mere generelt idet
man sier:
1) En gjennemgaaende relativt høi
tryk-fasthet ved de tidligere
prøvningsterminer utelukker tilstedeværelsen
av kemisk skadelige bestanddele i
sanden eller grusen.
2) En gjennemgaaende relativt lav
tryk-fasthet ved tidligere
prøvningsterminer kan betragtes som sikkert
tegn paa at kemisk skadelige
bestanddele var tilstede i sanden eller
grusen.
Efter dette bør sandsorter med relativt
lav begyndelsesfasthet ganske specielt
gjøres til gjenstand for kemisk
undersøkelse. Derved først kan man ha
ut-sigt til at naa den fulde oversigt over
hvilken betydning tilstedeværelsen av et
visst kvantum skadelig stof har for
fastheten. Bedst var det allikevel ialfald til
at begynde med — dersom alle
sandsorter undersøktes paa skadelige stoffer,
specielt paa »humussyrer« som forholdene
stiller sig heromkring. Undersøkelsen
kunde jo foretages kvalitativt for de
bedre, kvantitativt for de siettere
sandsorter.
Som forholdene ligger an med
sandforekomsterne her i Trøndelagen, anser
jeg denne opgave netop som en der naturlig
frembyr sig til løsning. Og man tør
haabe at dersom opgaven finder støtte
hos vor ingeniørstand, saa vil ogsaa
prøvningsmetoderne med tiden forbedres
og forenkles.
Netop sandens indhold av kemisk
skadelige stoffer er den egenskap som
saa-godtsom helt unddrar sig bedømmelse
ved skipperskjøn saa det vil være til stor
nytte om enkle undersøkelser kan
foretages.
II i. En kvalitativ haandprøve paa
humussyrer.
Professor Halvorsen opgav en meget
enkel prøve som det vil være av stor
interesse for praktikere at kjende:
Humussyrer kan i regelen konstateres
ved hjælp av en 10 °/0
ammoniakvand-opløsning.
Man ekstraherer sanden i
ammoniakvandet. Biir opløsningen ikke klar ved
at henstaa, filtreres den indtil man faar
en klar opløsning. Brunfarvet opløsning
tyder da paa tilstedeværelsen av
»humussyrer«, sterk farvning tyder paa sterkere
indhold, svak farvning paa svakere
indhold av humussyrer.
Ved hjælp av denne reaktion vil man
kunne orientere sig om hvorvidt sanden
indeholder humussyrer eller ikke; men
det bemerkes at en samtidig
tilstedeværelse av kalk kan bevirke at
opløsningen ikke farves.
Humussyreforbindelser kan altsaa
undtagelsesvis være tilstede selv om ingen
farvning indtræder.
Likesaa bemerkes at der
undtagelsesvis kan indtræde brunfarvning av
opløsningen foraarsaket ved andre stoffer end
humussyrer.
Tiltrods herfor anser jeg ovennævnte
prøve som et nyttig hjelpemiddel, naar
man vil orientere sig med hensyn til
sandens beskaffenhet i et sandtak.
Under utøvelsen vil man (i et
reagensglas) ved omrystning av sand og
ammoniakvandet som regel bemerke en
sterkere skumdannelse ved
humussyre-holdige sandsorter end ellers, og
skummet har tendens til at holde sig længere
end ellers. Ogsaa dette er til støtte
under praktisering av ovennævnte prøve.
II k. Slutninger paa grundlag av de anførte
forsøk om forandring av sanden ved lagring.
Det kan betragtes som fastslaat efter
det foregaaende at sand kan forandre
sin værdi som mørtelmateriale under
tørring, naar den indeholder visse
skadelige stoffer som influeres av
atmosfæren.
Kjendskapet hertil trækker
konsekvenser i flere retninger. Saaledes bør man
ta hensyn hertil:
1) Ved uttagning av sandprøver i et
sandtak.
2) Ved prøvning av sand.
3) Ved utvinding av sand og ved dens
forarbeidelse til mørtel og beton i
praksis.
4) Ved betænkninger om sands
brukbarhet til mørtel eller beton.
Ved uttagning av sandprøver bør man som regel
søke at holde sig paa den sikre side, o: man bør
utta prøven under den forutsætning at sanden kan
indeholde kemisk skadelige stoffer som paavirkes
av luften. Derfor bør prøven uttages av sand som
ikke har været utsat for atmosfærens indflydelse i
længere tid, og sanden indsendes paa en maate
saa at den ikke tørrer væsentlig før prøvningen.
Ved uttagning av sandprøver gjør man ret i at
hensyn til mulig uensartet beskaffenhet av sanden.
Bestaar uensartetheten i forskjellig kornstørrelse,
lerindhold og lignende som ofte kan iagttages
direkte uten særlige hjælpemidler, saa vil en
prøve-uttager ikke være i tvil om at han skal gaa
systematisk frem for at faa en rimelig gjennemsnitsprøve
av sanden paa et sted. Men heller ikke
bestanddele som sandens „humussyrer" findes i jevn
fordeling over sanden i et sandtak. Humussyrernes
varierende tilstedeværelse i sanden mäa paa det
nøieste være knyttet sammen med humussyrernes
kilde og avlagringsmaate, likesom i øinefaldende
uensartethet oftest lar sig føre direkte tilbake til
mekaniske fænomener ved avlagring i sanden.
Betragter vi det tilfælde at sandtaket optages
under dyrket mark, saa vil sanden som regel
indeholde humussyrer som følge av jordbruket.
Forut-sættes videre for tilfældet at jordbruket er den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
