Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 46. 12 november 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
570
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 46 1915
eneste kilde for tilstedeværelsen av humussyrer i
sanden paa stedet, saa vil det være naturlig at
sandens indhold av humussyrer fordeler sig som
vist i hosstaaende skisse; dersom sandtaket ikke
indeholder vandisolerende sjikter f. eks. av lere.
Under matjordlaget findes gjerne et sandsjikt som
er mere eller mindre jordblandet og av paafaldende
mørk tone (brunrødbrun). Dette vil man ha at
fjerne likesom den overliggende matjord. Ogsaa
dypere ned kan gjerne iagttages nogen forskjel i
sandens farvenuancer, idet sanden synes lysere jo
dypere man kommer ned. Denne farvenuance
optræder muligvis sterkere naar sandvæggen har
tørret nogen tid, utsat for veir og vind. Jeg har
engang uttat prøver i de forskjellige høider med 0,2 m.
mellemrum og foretat den førnævnte
(ammoniakvands) prøve til orientering. Dengang fandt jeg
sterk forskjel fra prøve til prøve med stadig lysere
farvetone i dybden i de øvre ca. 1,5 m. av
sandtaket. Under 1,5 m. dybde fra overflaten var
farvningen ubetydelig og praktisk talt konstant.
Resultaterne tyder paa at humussyreindholdet stadig faldt
i dybden, men merkbart kun i de øvre lag. Men
forholdene vil selvfølgelig veksle sterkt fra tilfælde
til tilfælde. Orienteringsprøven paa humussyrer
efter professor Halvorsen vil være et værdifuldt
hjælpemiddel for praktikeren anvendt paa denne
maate.
Naar prøvemateriale skal uttages, bør formentlig
sandv æggens synlig tørrede flate i tilfælde
av-skrapes til man naar sand av naturlig fugtighet, og
prøven uttages som gjennemsnitlig vertikalprøve,
som skissen viser paa et eller flere steder av
sandtaket, eftersom forholdene tilsier det.
Vertikalprøven bør tages fra underkant av avdækningssjikt
til den dybde hvortil sanden skal uttages, i skissen
betegnet som bund. Denne forsigtighetsregel synes
forøvrig ogsaa rimelig i betragtning av at sanden
uvilkaarlig blandes noget paa lignende maate ogsaa
ved arbeidet med uttagningen i sandtaket.
Ved prøvning av sand bør prøvningen
ske paa saadan maate at
forsøksresulta-terne mest mulig gir uttryk for materialets
egenskaper, slik som det var ved
indgangen til prøveanstalten, henholdsvis
ved uttagning av sandtaket. Dette er
bedst i samklang med almene
synspunkter for materialprøvning.
Tidligere er ved flere tilfælder vist
hvordan sanden kan forandre sin
tryk-fasthet helt væsentlig under lagring eller
kanske rettere ved en langsom tørring
under lagringen under atmosfærens
indvirkning. Vi vet naturligvis ikke
dermed hvorvidt en rask tørring av sanden
kunde bevirket en likesaa stor forandring
av sandens mørtelfasthet; men vi vet at
tørring kan ha indflydelse.
Derfor skal man undgaa kunstig tørring
av sanden for fasthetsprøvningen.
Dette har man altid undgaat ved
Høiskolens materialprøvningsanstalt paa den
maate som tidligere er angit, idet man
ved at foreta særskilt avdampningsforsøk
med sanden har sikret sig kjendskapet
til mørtelens vandindhold, og desuten
sikret sig at mørtelen ved
vegtblandings-forhold indeholder nøiagtig saa meget tør
sand som om tørring av sanden til
fast-hetsprøver var blit utført.
Efter forsøkene maa det tilraades at
anfærdige fasthetsprøvestykkerne snarest
mulig efter indgangen av prøvematerialet,
forat virkningen av den naturlige tørring
som maatte finde sted paa forhaand ,skal
bli forsvindende.
Dette har man likeledes søkt
gjennem-ført, og har derfor gjentagende forlangt
indsendt nyt sandmateriale til supplerende
forsøk naar saadanne efter en tid skulde
utføres, selv om man har hat rester
av tidligere indsendt sand for haanden.
Det vil senere bli tat under overveielse
om man kan anordne en lagringsmaate
for sand og grus som gir betryggelse
mot sandens forandring ved lagring. En
slik lagringsmaate maatte muligens la
sig gjennemføre ved at hindre uttørring
og luftcirkulation i materialet. Det kan
dog bli forbundet med praktiske
vanskeligheter paa grund av de tildels
betydelige kvanta som det kan dreie sig om.
Ved uttagning av sand og ved dens
forarbeidelse til mørtel og beton vil man ogsaa
kunne nyttiggjøre sig erfaringerne i
nogen grad.
Naar luften kan ha gavnlig indflydelse
paa sanden, vil man gjøre vel i at foreta
avdækning av matjord og jordblandet
sand i god tid.
Det tør foreløbig være tvilsomt om man
kan finde en praktisk lønsom form for
systematisk bedring av sanden ved luftens
indflydelse; men indirekte spiller
fænomenet vistnok adskillig rolle. I den
retning tyder en praktisk erfaringsregel: at
tør sand er at foretrække fremfor raa
sand, som man antar — fordi den
blander sig saa meget bedre med
cementen — og derfor skulde gi større fasthet.
Det er f. eks. ingen ren sjeldenhet at se
at der bygges tak over sandlageret selv
om sommeren for at holde sanden tør.
De anførte forsøk om bedring av sanden
ved lagring kaster nyt lys over
praktikerens erfaringsregel om at tør sand er
at foretrække.
Av de anførte bløtningsforsøk fremgaar
ikke nogen utpræget overlegenhet for tør
sand ; men selv om den tørre sand
virkelig skulde være noget overlegen med
hensyn til intens blanding med cementen,
saa findes der allikevel omstændigheter,
som skulde virke i motsat retning ved
ut-maaling av blandingsforholdet i praksis.
Jeg sigter her til den kjendsgjerning
at fyldstoff enes rum vegt synker med
voksende vandindhold inden de praktisk
forekommende grænser. (Se bl. a.
Suens-sons Materiallære). Dette maa bevirke
at i det praktiske tilfælde —
blandingsforhold efter volumdele — vil en
bestemt blanding indeholde mere fyldstof
jo tørrere sanden er — med andre ord
blandingen (vegtsblandingsforholdet) biir
magrere jo tørrere fyldstoffene er, og det
ikke saa rent ubetydelig om man vil
undersøke saken. Dette moment skulde
peke i motsat retning av den praktiske
erfaringsregel, og vil antagelig fuldt ut
opveie de fordele som den tørre sand
skulde ha under selve blandingen.
Naar den nævnte erfaringsregel ikke
vækker motsigelse (saavidt mig bekjendt),
saa ligger forklaringen muligvis netop i
at efter hvad vi nu vet, vil sanden
undertiden undergaa en merkbar forbedring
under tørringen, saa at tørret sand i visse
tilfælder virkelig er at foretrække
fremfor ikke tørret.
Efter min mening spiller bedring av
sanden under tørring en betydelig om
end litet paaagtet rolle i vor mørtel- og
betonteknik.
Det vil være meget ønskelig at saken
gjøres til gjenstand for et nøiere studium
ved fordægtige sandsorter.
Erfaringsmæssig og gjennem forsøk vet
man at cementmørteler maa holdes
fugtige indtil hærdningen er naadd til et visst
stadium om fastheten skal bli god.
Varigheten av fugtningstiden er ved
almindelige cementer regnet noget forskjellig,
fra en varighet av 7 døgn helt op til
28 døgn og derover. Den paakrævede
fugtningstids varighet er betinget av flere
bestemmende faktorer, selv om
sandmaterialet er rent. Jeg skal bare nævne:
1) Cementernes forskjelligartethet med
hensyn til hærdningskurver.
2) De varierende atmosfæriske
indflydelser som mørtelen skal utsættes
for efter fugtningen, hvilke bevirker
en raskere eller langsommere
uttørring.
3) Temperaturen under hærdningen.
4) Spændinger som paa grund av
stepningens konstruktive anordning kan
optræde som følge av det svind som
foraarsakes ved uttørringen.
Et blik paa hærdningskurverne i fig. 7
og 10 vil overbevise os om at hvor det
handler sig om »humussyreholdig« sand
eller grus, vil man være nødsaget til at
holde mørtelen fugtig i længere tid end
ved rene fyldstoffer. Efter praktisk
erfaring kan man gaa ut fra at enhver
mørtel eller beton som tørrer ut inden
den har naadd en betydelig fasthet, blir
daarlig.
Ved »humussyreholdige« materialer faaes
en meget langsom hærdning i begyndelsen, og
derfor har man ved anvendelse av saadanne
sandsorter en speciel grund til at forlænge
fugtningstiden ut over det vanlige.
Vi kan derfor til de ovennævnte
bestemmende faktorer for fugtningstiden
iethvertfald føie endnu én: hensynet til
sandens egenart. I denne forbindelse vil
jeg ikke undlate at nævne en foreteelse
som jeg har iagttat i de aller fleste
tilfælder ved prøvning av
»humussyre-holdige« sandsorter: at hærdningen
begynder fra overflaten og indover. Dette
fænomen som vil være kjendt av mange
materialprøvere og praktiserende
ingeniører, vanskeliggjør bedømmelsen av hvor
længe en betonstøpning skal hindres fra
at tørre ut. Den gir grund til at
undersøke fremskridtene i en betons hærdning
ikke alene paa overflaten, men ved at gaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
