Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 47. 19 november 1915 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
578
TEKNISK UKEBLAD
Nr. 47 1915
majeure-tilfælder er optraadt saa at si en
gros. I de sidste 4—5 aar har vi hat
en række begivenheter som gir et samlet
billede av, hvor aktuelt spørsmaalet i
grunden er. Jeg tænker da delvis paa
alle de komplikationer, som de store
arbeidskonflikter har medført, som vi har
hat dels her hjemme og dels i utlandet.
Men særlig saa vi spørsmaalet om hvad
force majeure var og hvilke virkninger
den medførte, reise sig i stor maalestok,
da verdenskrigen brøt ut i 1914. De
erfaringer man gjorde ved
krigsutbruddet ifjor, gik særlig ut paa at det var
meget faa mennesker som hadde gjort
sig op nogen rigtig klar mening om
force majeure og dens virkninger.
Dernæst, at de allerfleste saakaldte force
majeure-klausuler var noksaa lite
tilfredsstillende, uklare og ubestemte. At
konfliktene ifjor ikke blev endnu flere end
de blev, tror jeg vi for en stor del kan
takke selve den herskende uklarhet for.
Fordi ingen av partene egentlig følte sig
helt sikre paa hvordan deres stilling
vilde bli, om saken skulde sættes paa
spidsen for domstolene, saa var de i
regelen heller ikke ganske utilbøielige til
at gaa med paa en mindelig ordning.
Paa denne maate blev sikkerlig mange
processer avværget, om det end maa
medgives at den mindelige ordning som
man opnaadde ikke altid var hverken
retfærdig eller saa fordelagtig som den
burde være. Jeg tror derfor at det ikke
er noget unyttig arbeide at forsøke at
klargjøre de herskende regler og
svak-heterne ved de forskjellige brukelige force
majeure-klausuler.
Desværre har man hertillands ikke
gjort noget skridt for at samle det rike
materiale til belysning og opklaring av
force majeure-spørsmaal som
krigssituationen ifjor skapte, i en saadan form at
det fuldt ut kan komme senere tider
tilgode. Som nævnt er det blit forholdsvis
faa processer. Jeg er hittil ikke bekjendt
med at der er faldt mere end 3 dommer
i force majeuresaker fra ifjor, og derav
angik de to kun spørsmaalet om en
voldgiftskjendelse i det givne tilfælde var
bindende, ikke om selve force majeure
forelaa. Ellers er materialet gjemt bort
i forskjellige foreningsdebatter, som for
det meste bare er meget ufuldstændig
referert, og i advokatbetænkninger og
voldgiftskjendelser, som ikke er
tilgjæn-gelige for offentligheten. Jeg har under
mine undersøkelser høstet en god del
personlig lærdom ved hvad jeg har faat
anledning til at se og høre dels i min
egen praksis og dels fra kolleger og
voldgiftsmænd. Men dette er ting som
jeg ikke kan fremlægge for offentligheten.
Uagtet jeg som sagt personlig har lært
meget, vil derfor mit foredrag bli meget
tyndt belagt med citater. I vort
naboland Sverige gjorde man mere for at
klargjøre force majeure-spørsmaalet
allerede ved krigens utbrud. Stockholms
handelskammer, Sveriges industriforbund
og Sveriges advokatsamfund nedsatte i
fællesskap en komite, som indsamlet de
mest brukelige force majeure-klausuler
vedrørende kjøp og utgav dem med
gruppevise kommentarer.
Jeg tror det ikke vilde være av veien om
vi gjorde noget lignende hertillands. I
fremtiden tror jeg et saadant verk skulde
vise sig temmelig nyttig.
Jeg skal nu søke at fremstille den
norske rets regler om force majeure eller
— som jeg overensstemmende med den
almindelige juridiske sprogbruk heller vil
kalde det — umulighet, hvor kontrakten
ingen force majeure-klausul indeholder.
Siden skal jeg tale litt om forskjellige
force majeure-klausuler.
Den norske rets lære om umulighet
formulerte man gjerne før i tiden slik,
at hvis det blev umulig at yde en
individuelt bestemt kontraktpræstation, var
den forhindrede kontraktspart ikke
ansvarlig; men hvis præstationen var
generisk bestemt, var han ansvarlig.
(Generisk betyr bestemt efter art, f. eks.
salg av 30 tønder sild, generisk, i
motsæt-ningtil 30 bestemte paa et pakhus staaende
tønder sild, individuelt). Begrundelsen
var da den, at hvor præstationen var
generisk bestemt, var det aldrig objektivt
umulig at opfylde kontrakten. Kunde
sælgeren allikevel ikke opfylde var det
hans feil, og den fik han være ansvarlig
for. Denne definition tror jeg nu
imidlertid man kan si er forlatt. Man er nu
paa det rene med at det meget let kan
hænde at det ogsaa kan bli umulig at
opfylde generisk bestemte præstationer.
Man kan derfor vistnok si at det
nuværende norske retsstand punkt er det, at
umulighet fritar for ansvar hvad enten
præstationen er generisk eller individuelt
bestemt. Men der skal meget mere til
før man vil anerkjende at det er umulig
at yde en generisk bestemt præstation.
Forat en umulighet imidlertid skal befri
vedkommende kontraktspart for ansvar,
kræves at umuligheten opfylder visse
nærmere betingelser.
Først og fremst maa det være blit
virkelig umulig at opfylde. Det er ikke
nok at opfyldelsen vil falde vanskelig
eller koste flere penger. Det er ikke nok at
opfyldelsen vil kræve saa store ofre at
forretningen bringer tap istedetfor
fortjeneste. Det var derfor ofte med fuld
grund at mange befragtere ved krigs
utbruddet ifjor krævet opretholdt
befragtningskontrakter uagtet baade hyre og
kul og andre skibsafgifter steg slik at
fragtene bragte tap istedetfor fortjeneste.
Endnu mindre kan man selvfølgelig
paa-berope som force majeure at prisene
stiger slik at man vil tjene overordentlig
meget mere paa at annulere sine
kontrakter og sælge til dagens pris. Har
man bundet sig ved en kontrakt, faar
man staa ved den saasandt man kan.
Imidlertid er der her naturligvis ogsaa
en grænse. Jussen er en praktisk
videnskap. Den regner ikke med teoretiske
muligheter. Elvor det vil koste saa store
ofre at opfylde en kontrakt at det vil
ligge utenfor alle rimelighetens grænser,
der anser man det for at være umulig.
Men det skal meget til, og i
almindelighet tør man nok si at vi jurister og
dermed domstolene stiller betydelig
strengere krav end forretningsmændene,
ial-fald end den kontraktsside som ønsker
at annulere kontrakten.
En følge av atforcemajeure-begivenheten
maa medføre virkelig umulighet, er det
ogsaa at hvis man ligger inde med
beholdninger, maa man opfylde sine kontrakter
saa langt beholdningene rækker. Hvis
beholdningene ikke strækker til at
opfylde alle kontrakter, kan der opstaa
meget vanskelige spørsmaal om hvordan
man skal forholde sig. Jeg tror ikke at
leverandørene i et saadant tilfælde frit
kan vælge overfor hvem de vil opfylde
sine kontrakter, og la de kunder som de
helst vil imøtekomme faa og de andre
ikke. Børsens voldgiftskontor her i
Kristiania har tat det standpunkt, at
isaa-fald skal beholdningene fordeles pro rata
mellem de forskjellige kjøpere. Men
børsens voldgiftskjendelser har kun angaat
leveranser av mel. Jeg tror ikke man
kan opstille pro rata fordeling som noget
almindelig princip. Man tænke sig blot
stillingen ved engelske kulkontrakter, hvor
kjøperne har befragtet skibe som har
krav paa fuld ladning. Hvis de vilde
by skibene pro rata ladninger, skulde
man faa se paa konflikter. Jeg vilde
snarere være tilbøielig til at si, at man
skal opfylde kontraktene efter deres
tidsprioritet.
Videre kræves det at den
kontrakts-?art, som vil paaberope sig force majeure,
ikke selv er skyld i at den er indtraadt.
Om f. eks. en kulimportør har paatat sig
forpligtelser til ikke at sælge kul til
Englands flender og allikevel gjør det, og han
derfor fremtidig ikke faar licens, saa er
det ganske vist blit ham umulig at levere
til andre kunder saa snart hans aktuelle
beholdninger slipper op. Men det er
hans egen skyld, og han faar selv bære
ansvaret.
Endvidere maa umulighet ikke være av
den art at man kunde vente at
vedkommende kontraktspart hadde tat den i
betragtning, da han indgik kontrakten.
Om f. eks. en entreprenør i november
forpligtet sig til at ha et bestemt arbeide
færdig til 1ste februar og han ikke blir
færdig i ret tid, saa kan han ikke høres
med den undskyldning at han ikke
kunde faa arbeiderne til at arbeide i
juleuken. Ti at arbeiderne skofter
mellem jul og nytaar, er et saa regulært
fænomen, at det hadde han pligtet at ta
i betragtning.
Av hvad jeg her har sagt, vil det følge
at det er ikke nogen umulighet eller force
majeure for en kontraktspart at der
indtræffer begivenheter som ikke paa nogen
maate hindrer ham i at opfylde sine
forpligtelser efter kontrakten, men som kun
hindrer ham i at faa den tilsigtede nytte av
motpartens præstationer. En kjøbmand f.
eks., som hadde bestilt stoffer til balkjoler
for vintersæsongen, kunde ikke ved
krigsutbruddet ifjor paaberope sig som force
majeure, at det i krigstiden vilde bli lite
bruk for balkjoler. Det var ogsaa ganske
uberettiget naar en række mennesker
ifjor ved krigsutbruddet vilde forsøke at
avskedige sit personale uten lovlig
opsigelsesfrist, fordi de antok at deres
forretninger vilde svinde slik ind at de
ikke hadde bruk for saa mange
mennesker. Jeg skal imidlertid indrømme at
paa dette .punkt har der i ældre tider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
