Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
"Du er en Vanddraabe, du I" sagde den, "unyttige
Person ! Jeg oplyser Verden, jeg spreder Kundskaber og nyttig
Vidén blandt Menneskene, men du duer til Ingenting, dig
sæt-ter man i Arbejdsanstalten".
Det var, som jeg vilde briste af Skamfuldlied og Smerte,
— hvor var min lyse Soldröm? Jeg duede til Intet, Jorden
vilde knapt have mig, end sige Solen 1 jeg var dömt til at
törres hen paa den mörke Jord, useet, ubemærket, og saa
faldt jeg ned paa Marken, — for at lide, for at dö, for at
forsvinde af Livet som den, der aldrig havde været, — o den,
som havde Hd i Blodet 1 o den, som kunde gjöre Nyttel
Jeg sänk paa et Kornax Iangt, långt inde i en Dal 1 og
Solen laa paa Fjældene långt borte, — det böjede sig under min
Vægt og kyssede mig — jeg troede, det var Spot; da hvidskede
Axet: "O hvor det svalede! o hvor det lægedel Solbrændt og
træt har jeg höjet mit Hoved, du velsignede lille Regndraabe I
du har reddet mit Livl"
Jeg blev saa glad, jeg kyssede Axet saa fast, og
Kom-blomsterne aabnede sine blaa Blade og vuggede, og jeg sov en
söd Slummer.
Men min Soldröm? Den var borte, og den var dog
engång min hele Higen og mit Liv, uden den var Livet mig
Intet; men det var dog godt at kræge, at glæde det lille Ax
paa Marken.
Men dagen blev hed, og höjt oppe skinnede Solen ätter
varmt, og jeg fölte, at jeg löftedes som af en fugtig Luftström,
og jeg tænkte: "nu — nu gaar jeg til Solen!" og jeg steg og
steg: men nej — Solen gik ned bag de fjerne Aase, og jeg
svævede over Engen i den lune Sommerkvæl, men da Natten
kom, sänk jeg ätter ned, svalende som Dug sänk jeg paa
Vildrosens Læbe, og ätter löd det:
"Hvor det svaledel Tak, du lille, velsignede Dugdraabe,
Guds Gåve i Natten!" Og jeg fölte, hvor Rosen böjede sig
ud over Söen og jeg sänk ud over Kalkens Rand — ud i
Bölgen.
"Se saa!" sagde en Draabe i Bölgerne, en af mine gamle
Söstre: "se saal nu er du ikke bedre end vi, — derinde paa
Landet har du vel gaaet og gjældt for Noget, Poeterne har
sunget om Duggen og Regnet; men nu er du blandt dine Lige
— vi ere ligesaa gode, som du, vi veed, hvem du er, og
saa har vi större Anciennitet her i Vandet end du, som har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
