Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56
sværmet Livet bort paa Rosenblad og Kornblomster". Og saa
tabte jeg mig i Vrimlen, og syntes, at liver Draabe var större
og bedre end jeg, og det syntes de selv med, og der laa jeg
længe, og mit liele Væsen frös, jeg hærdede mig i denne
Oingivelse og laa stiv og kold:
"Nu ligger der Is paa Söen, nu er det Vinter", sagde
Menneskerne.
Og der laa jeg — koldt var det omkring mig, og loldt
var det i mig. Rosens Blade, som jeg havde svalet, vare
længst hvirvlede bort, og Kornet var tærsket og lagt i Laden,
Ingen havde- jeg, som bröd sig 0111 mig: da kom Maanens
Straaler i Vinternatten, og faldt kolde over Sne og
Træstam-mer og over Söen — det var unge, luftige, sværmende
Ca-vallerer.
"Hör, du lille Draabe!" sagde en Straale: "vi To passé
for hinanden: jeg er min egen Ilerre og jeg ejer store
Sölver-skatte, saa tör jeg nok altid spörge dig, om du vil være min:
jeg elsker dig virkelig".
"Kan du smelte Isen om mit Hjelte, du kolde Straale
med dit Sölv? kan du give mig Liv og Kjærlighed? mig, som
elsker Solens värme Straale?"
"Ilvor du er fornem paa det, og du er dog bare Is,
Is — kold som Is!" Jeg havde ikke Rankens Hd i mit Blod.
Jeg vilde dö! Jeg var træt af al denne Kulde, af al denne
Vinter.
Da kom den förste, värme Solstraale, med Kjærlighed
klyngede den sig til mig, mens den lyste i den blaa Luft og
paa Træernes Grene:
"Kanske!" hvidskede den: "kan du engång svæve op til mig
— kanske kan vi blive eet. Men Yær taalinodig, lid og taal!"
Da blev jeg saa glad ved dette: "Lid og taall" at det
smeltede og vaaredes i mig, og jeg stirrede ind i Solöjet, og
flöd henad Vandcts Flade: "Lid og taal!"
I Solglansen ved Bækken gik den unge Pige, hun vilde
drikke af dens förste rindende Vover, hun var glad og frisk,
og hun löftede mig i sin Haand og jeg berörte hendes Mund,
jeg fængsledes ved hendes Korallæbe, thi hun törstede, og jeg
var hendes förste Vederkvægelse. Jeg sad fast i hendes
lirælidén de Læbe, jeg, som vilde ile mod Solen, jeg som havde
haabet at se den; men det var jo min Pligt at lædske den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
