Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
ikke lian skyklte Præsten noget, han!» Siden forhörte
Præ-sten sig hos Leifs Far, om Gutten niaaske havde givet hain
nogct; nei. Leifs Far var Lægdslem *), og fik kun den Iljælp
Loven befaledc.
Imidlertid drog det udover Vinteren. Fisket hvilede for
en Stund, og liver lioldt sig til sit Hjem; saa gjorde Ananias
og. lian havde desuden et godt Ilold i Livet; lian havde en
stor Gaard for sig alene, han havde et egenraadigt, hovmodigt
Sind, og sligt giver Overmagt baade i Iljemvirke og i
Samlag. »Trængte han til nogen, ban? Var der dem, som trængte
til ham, godt og vel, han sad paa Torpen — did fik den
komme, som vilde ham noget.»
Saalænge Jevndögnsstormene havde hylet sine Klagesange
hen over Havet og rystet Bjelkeværket paa lians Gaard, saa
hver liden Brist og Revne gav sit Klynk med ind i Naturens
Vaande — da kom det nok ofte for i en enslig Stund, at
Ananias saa et bristende Øie löftet mod sig — en Pande
mærket med Dödens Rædsel og to Hænder kavende for sig
o o
i det skummende Bölgedrag. — Men da Vinterdösen lidt for
lidt faldt over Aanderne, og den länge Sovetid tog
Ilukom-melsens Braad væk, da glemte Ananias og det Löfte, som
Dödsskrækken havde afpresset ham; og löd der stundimellem
en inanende Röst i Sjelen, da liidsede den hare lians Vilie til
Trods, og da kastede ban Samvittigheden lige i Ansigtet, at
om han vilde, at et sligt feigt Ord. som Nat og Mörke havde
8kremt ud af ham, skulde være glemt og iiuigteslöst, saa skulde
det være gleint, det var lige til! Havde Præsten noget at sige,
godt! Den enes Ord kunde række ligesaa långt som den
andens, hans Nei var lige saa godt som Præstens Ja...» Og
dermed gik Tiden hen, til Julen var förbi.
Nytaarsdag rand t iskold og klar op over Egnen. Fra de
spredte og fjerntliggende Gaarde styrede pakfulde Baade hid
med Kirkefolket i den tidlige Morgenstund. Blamlt dem var
ogsaa Ananias fra Torpen. »Han havde nu Lyst til at se,
hvordan Præsten tog sig i det Mödet, han!»
Oppe paa de snelagte Ilöider omkring Kirken samlede
Menigheden sig lidt for lidt i sinaa lunende Klynger. En
*) Fattighjon.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
