Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
lettedle lidet Gran paa et Ben — en Anden stampede Sneen
sif en Fod — en Tredie pustede lidt Värme ind i Hæuderne,
og tættere kurede de sig sammen for hver Stund som gik,
O o o ’
ret som en Flok forfrosne Kraaker inunder et Snefjeld; thi
Øfolkets Klædning skifter her iinellem Sort og Graat,
hvaden-ten det er Månd eller Ivvinde.
Der var nieget Folk forsamlet, og der var stor Stilhed
ligevel; men det var den, som bæres op af Forventningen,
•og derför var der Liv i Tausheden. Et Stykke borte for
den stod Kirken med vidtaabnede Döre, derinde ventede
llöitiden: ja Gud selv ty k tes dem at staa derinde og vente
I>aa dem — didhen vendtes da Syn og Tanke hos nogle.
Andre stod paa de yderste Höider og saa ud over Söen efter
■et Par Baade, som havde forsinket sig, og nu skar hen over
■den gvngende Ilavslætte med en Maages Fart. Men de fleste
o. c o
holdt dog et vaagent Øie med det Hus, hvor Landhandleren
O O ’
boede, og hvorfra Præsten hvert Øieblik kunde ventes at træde
ud forsandet med Menigheden, at træde ind i Kirken.
Da kom endelig Ivlokkeren frem paa Dörshellen og
tryk-kende Hatten vel ned over Ørene, skyndte han sig op over
Hougen og forsvandt i Kirken. Det var Præstens Forbud.
Stunden efter löstes den lille Ivlokke oppe i Spiret. Ak
den var saa gammel og saa aflægs! Tiden havde slidt den;
-det forstod den ikke; thi Tanken varlige ung. Först stönnede
■den lidt, trangbrystet og hæs, saa gav den endelig Lyd; men
da satte den i, med en Röst saa gnældrende og skarp, som
•om den rev sig lös fra Arrighedens Overmaal ... Og den gav
O o O O
ingen Frist, den vilde ingen Udsættelse — Stakkars gamle
Klokke!
Den skulde jo ringe fra Fjeldet ud:
At nu var der Stevne med Naadens Gud.
Den mente saavist, den lokked og bad,
Og löftede Tungen til Höitidskvad.
Saa vilde den svnge med liflig Röst
• ~ O
Hver Sjæl til Ilvile i Haab og Tröst.
Den vilde dem sige det Gang for Gang,
At Sorg blev Taarer og Frygt blev Sang.
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
