Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175»
»Fölg efter hain og se hvad han tager sig til,» böd
Præ-sten.
Der blev saa gjort, og en Stund gik hen i uhyggelig
Forventning. Da kom det Bud tilbage, at Gutten var lagt
ud i Færingsbaaden, og alt hvad der blev raabt efter ham
hjälp til intet; ban gav ikke Svar. Nu varder det Spörgsmaal
»om to Månd skulde gaa i Baaden og sætte efter ham; thi
det var jo ikke greit at være ude alene paa denne Tiden.»
»Det faar blive hans Sag,» svarede Præsten; »ban
skjön-ner sig paa Havet ligesaa godt som nogen af os. Og
ingen er alene, hvor Gud er med.»
Dermed blev det, og Præsten gik til sit Værelse; men
ikke saa snart var hans Dör lukket i, för Julebukken blev
:: sluppet lös, månge underlige Sprang og Fagter gjorde den, för
den blev træt — (la sluktes Lysene lidt for lidt; tilslut brændte
der kun et eneste, det var der, hvor Præsten sad ved sit
Höjtidsstudium.
Stundimellem for en enkelt Vindflage ned ifra Höjderne
og peb hen over Havet; saa fulgte dybe Pusterum, hvori
intet hörtes uden det langsomme hæsende Sug af Bölgerne
o O O
indunder Fjcldene. Da kom det for Præsten, som han maatte
rejse sig og se ud i Natten efter Gutten; thi han kjendte
Faren af disse pludselige Vindkast, der kom paa
Sniguior-dervis. Men ban tog sig hurtig i det. Hvad kunde han
; vel faa Øje paa i denne Stund? Og selv om Gutten kom
hans Syn saa nær, at ban kunde vinke ham til sig, vilde
han det da? Burde han det da? Nej. Satte Gutten Livet
til derude i den snefulde Vinternät i Uvilje og Trods, da
; fik det blive en Sag mellein Gud og ham.
Den Haandsrækning han magtede at. give ham, var
frem-budt saa tidt ogsaa længe, at det tilslut ikke endsedes mere end
om en vissen Gren var bleven henslængt over hans Vej, han
sparkede den fra sig, og gik did han vilde alligevel. Han havde
været streng i Fordringen, som Ven hurtig med Hjælpen
og Forsoningen — thi vel forstod han, att Gutten med alle
sine Fejl var en fuldbaaren Natur med stærke Evner, som
Samfundet ingen Brug havde for til et almindeligt Hverdagsstræv.
Han var en Björn i en Hundelænke; havde den været skjör,
da havde den varet sönderrevet for længe siden, men den
var af Jern og derför hylede han og sled i den. Ak! var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
