Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’213
oversættelse): »Diktar någon nidsång öfver konungen i Sverige eller
i Danmark eller i Norge, blir lian oek fredlös, likaså (len som
diktar kärlekssång oiu en qvinna. Ar hon tjugo år eller mer, får hon
sjelf föra sin talan, är hon yngre tillkommer det förmyndaren.»
Hvilke mærkværdige tanker vækker ikke disse få ord, og hvilke
deltagelige sammenstillinger lod sig ikke göre med nutiden!
Naturligst er det dog, at læserinderne helst vil læse
skildringer af åldtidens ædle kvinder. Slige vil de tinde, livor Gudruns
gråd over sin tabte månd fræmstilles lige efter det gamle eddakvad,
— eller hvor den trofaste Bergtora afslår at gu ud af huset, hvori
Njal indebrændes; ti, siger hun, «ung blev hun given til ham; og
hun havde lovet ham, at et skulde gå over dem begge» (o: at de
altid skulde dele samme skæbne). Et yndigt mønster på datterlig
kærlighed kunde forf. let have medtaget, hvis han s. 53 i uddraget
af Egils saga havde meddelt, hvorledes Torgerd »narrade fadren»,
at hun næmlig, da denne af sorg over den tabte sön, vilde sulte
sig selv ihjel, ved en uskyldig, en ælskelig kvindelist fik ham til
at tage føde til sig.
Skönt forf:en af og til lader sin tanke flyve langt bort fra
æmnet, bör dette dog meget sjældeut påklages. Med ny kraft
vender man som oftest tilbage fra disse udflugter til nyere tider og
samfundsforhåld. — Egenlige savn føies kun sjældent. Dette er
dog tilfældet s. 155, hvor det, der siges om skaldeversene, synes
alfor lidet til at give et fyldigt bi Lied af livet på Island under
sagetiden. Ved slig lejlighed føler man da, at — hvor meget forf.
end ser med et yngre blik, ligesom fra en uy side — så har hans
bog dog ingenlunde gjort de åndrige skildringer unødvendige, som
t. e. N. M. Petersen giver i sine forelæsninger over »nordiske språgu
(se Københavns Universitets indbydelseskrift, d. ^ 1861) eller i
indledningen til sine fortællinger om »islændernes færd ude og
hjemme». Til disse forhålder forf. sig derimod udfyldende i flere
henseender.
Meget må man takke forf., fordi han også, ligesom flere yngre,
har våvet at bryde med den fordom, at de uavne, som Øhlenslæger
har brugt i sine mæsterværker, ikke skulde kunne ændres, hvor
urigtig deres form end mangengang er i språglig henseende. —•
Det er klart, at lian har øst af selve kildeskrifterne, og med held
synes han næsten altid at have gydt det gamle over i ny former.
Vel kunde måske af og til göres en lille indvending, men slige
småting kan ingenlunde luiusko nydelsen af værket i dets helhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
