Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’293
stille, kraftig Måde at bære Byrden på, uden al poetisk
Udgydelse i Martyr-Klager, og med så lidt Bitterhed, at det
tidt har forbauset mig. Den Hårdförhed under
Möisomme-ligheder, Ufortrüdenhed under Arbeide og Slid hele Dagen,
ja hele Livet igjennem; den Arbeidsdygtighed, den
Nöisom-hed, den Taknemlighed mod Mennesker og den troskyldige
Gudsfrygt, Sagtmodighed og Ydmyghed, som tilhorer
Almuen; den gjensidige Hjelpsomhed mellem de Fattige, som
vi Andre næppe engang kunne sætte os ind i, og den
Kjærlighedens Iiundhåndethed med Lidt, der indförer
Ordsproget: »Når Stymperen giver Stakkelen, så bliver der Glæde i
Himmerig», dette og meget, meget andet Godt, som Livet har
uddannet hos denne Stand, beundre vi og nyde vi langt
mindre Skjönheden i, end i et Landskab af Claude Lorraine
eller et Stille-Livs-Billede af en hollansk Mester, som vi
ere færdige at dåne af Henrykkelse over. Og hvad mon
doger skjönnest for Gud?! Jeg taler ikke her moraliserende
om, hvad der er dydigst at beundre. Nej, jeg taler ligefrem
öm Skjönheds-Sandsen; thi jeg ved, at det hverken er den
pæne moralske Dyds-Sands og desværre heller ikke
Kjærligheden i mig, der her roser de Fattige; men at det ligefrem
er Eiendommeligheds- og Skjönheds-Sandsen i min Natur,
som poetisk henrives ved at see de skjulte Herligheder, som
de Fattiges Menneske-Liv uddanner hos dem!
Jeg nævner på ingen Måde det, Livet fremkalder eller
uddanner af Godt, hverken hos den ene eller den anden
Stand, som Christen-Dyder. Jeg har kun talt om Naturlige
Dyder, om hvad der uddannes af det Medfödte, uden at dette
gjenfödes; og dermed er da netop sagt, at det Gode på
begge Siderne dog slet ikke er det rene, det luttrede
ublandede Guld.
Jeg troer heller ikke, at Mennesket, enten ved den ene
eller den anden af disse Slags Dannelse, kommer Gud
nærmere. I dem begge trænger han endnu lige meget til Gud,
behöver lige meget hans Medlidenhed og har det samme
Værd for ham, dette nemlig: »I ere bedre end mange
Spurve!»
Jeg mener derfor heller ikke med mine Yttringer her
at. sætte den så kaldte »Ikke-Dannelse» over »Dannelsen» i
Ordets gængse Mening, men kun at hævde hins Lige-Værd
med denne. Og i den Henseende vil jeg da endnu blot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
