Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’306
För den stora blick der blänker,
Och åt oss, så små, så små,
Ljus och värme dock den skänker.
»Liksom du på tufvan ser
Klart i hjertat på hvar blomma,
Så mot oss Guds öga ler
När vi äro riktigt fromma.
»Ser du, blir ej skogen ljus?
Bugar ej hvar blomsterstängel?
Hör du icke vingars sus?
Skymtar du ej der en engel?»
Sjunkande på knä de små
Sina knäppta händer höjde,
Och ett stilla skimmer då
Öfver ljusa lockar dröjde.
Men jag tänkte, der jag låg,
Gömd af några mörka granar,
Sanning, som ej verlden såg,
Barnslig oskuld lycklig anar.
T. K.
XLIV. EN PRÖVE.
Jeg var ikke længer ganske ung, dengang jeg ægtede
Karl. Jeg havde för været forlovet med en Officier, en af
de smukkeste og elskværdigste Mænd jeg nogensinde har seet,
aaben og livsglad. Alle Hjerter flöj ham imöde hvor han
traadte ind, og mit behövede jeg neppe at skjænke ham; han
havde erobret det, længe för ban med dette straalende Blik
og de insmigrende, uimodstaaelige Ord, som jeg saa godt
kjendte, bad mig at jeg skulle blive hans Hustru. Vi havde
været forlovet et Aars Tid, da han döde paa en
Udenlandsrejse, langt fra Hjemmet. Det var en Sorg, som jeg
længe troede jeg aldrig skulde forvinde; men Aarene gik hen
over den, berövede Smerten dens Bitterhed og lod kun et
vemodigt Savn tilbage. Ørkeslösheden i Hjemmet bidrog til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
