Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’307
at ingen alvorlig Anstrengelse, intet pligtmæssigt Arbejde
kom og vakte mig i min Dvale.
Saa havde det været et Par Aar, da Karl begyndte at
komme i mine Forældres Hus. Han var dengang en
meget sögt Musiklærer, afholdt for sin aabne, redelige Karakter,
men ogsaa af Mange frygtet for den Uforbeholdenhed,
hvormed han undertiden, nar Noget greb ham, fremsatte og til
det Yderste forfægtede sine Anskuelser. Det skræmte mig i
Begyndelsen næsten, naar han pludselig rejste sin svære, i
Grunden meget uharmoniske Skikkelse fra den nonchalante
Stil-ling, i hvilken han helst laa udstrakt, begyndte at vandre
op og ned ad Gulvet og bröd ud med en Voldsomhed og
paa samme Tid en næsten tirrende Overlegenhed, der
nedslog enhver Indsigelse. Ogsaa mig behandlede han först paa
samme Maade;han kunde da komme anstigende, blev
staaende oprejst tæt foran min Stol med Hænderne paa Ryggen,
spögende og argumenterende og fixerende mig med et Blik,
som jeg neppe vovede at möde. Snart blev dette dog
anderledes. Havde han et Øjeblik ladet sig henrive, blev
han i det næste blöd som et Barn, satte sig ved Siden af
mig og sögte at dæmpe sin Tale til en sagte, venlig
Hvisken. Jeg mærkede nok, at han holdt meget af mig, men
troede ikke at det var med Kjærlighed; thi dels var hans
Holdning ligeoverfor Damer saa kold, saa næsten overmodig
sikker, at jeg ikke kunde tænke mig ham som underkuet af
Kjærlighedens stærke Magter; dels var han særskilt mod
mig saa alvorlig, at jeg ikke formaaede i hans Ord og Blikke
at gjenkjende Kjærligheden saaledes som jeg havde kjendt den,
lys og straalende af Frejdighed og Glæde. Da det endelig
bröd frem, kjæmpede jeg længe imod, afviste ham paa en,
som jeg troede, mild og venlig Maade, bad ham for
Fremtiden som hidtil at være min Ven, men ikke tale til mig om
Kjærlighed, og endte alligevel med at stötte inig op til hans
stærke Bryst og love ham, at jeg vilde fölge ham som
hans Hustru til hans ensomme, tarvelige Hjem. Elske ham
— det gjorde jeg dengang i Grunden ikke; hvad som drog
mig til ham, var Fölelsen af en Tryghed, en urokkelig
Fasthed hos ham, mod hvilken det gjorde mig saa godt at hvile
min Svaghed. Desuden maaske ogsaa det at han var
Kunstner.
Dog dette maa ikke misforstaaes. Der var i hans hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
