Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’381
til deres Modtagelse. O, hvor Livet her var grændselös
forskjelligt fra Alt hvad jeg kjendte: de prægtige, höie Sale, de
överflödige Maaltider, det talrige Tjenerskab. Jeg
betragtede dog alle disse Herligheder som Snarer, der vilde drage
mig til sig, og væbnede min Sjæl imod dem med en
forunderlig Haardnakkethed. Den barnlige Sorglöshed var som
bortblæst; stille og alvorlig gik jeg om, rugende over Længsel
og Hjemvee. Morgen og Aften bad jeg mit Fadervor, men
det var mere en Hilsen sendt til Moder, end en Bön til
Vorherre.
Hvorledes havde de det nu hjemme? Var det værre eller
bedre med Fader? Bede om Tilladelse til at skrive var mig
umuligt; hvad skulde jeg dog gribe til? Endelig besluttede
jeg, uden videre, at begynde paa et Brev i min Pleiemoders
Nærværelse.
»Hvad gjör Du, Cecilie, til hvem skriver Du?»
»Til dem hjemme.» Jeg kunde næsten ikke tale, saa
stærkt slog mig Hjerte; mon hun vilde forbyde det?
»Hvorfor har Du ikke talt derom för? Naa, det kan nu
være det Samme. Jeg har ikke Noget imod, at du fortæller,
hvorledes Du har det, men derved maa det ogsaa blive. Jeg
kan ikke tillade, at Du skriver, uden en meget sjelden
Gang. Det er for Din egen Skyld, Barn; naar Du bliver stor,
vil Du kunne forstaae mine Grunde. Ellers vil jeg jo saa
gjerne glæde Dig og siger nödigt nei, men her maa jeg.»
Hun rakte mig Convolut og Frimærke. »Du skal ingen
Tvang palægge Dig, Cecilie, jeg vil ikke læse Brevet.»
Ingen Tvang! som om jeg kunde skrive til Moder, at
hun blev ringeagtet, at Alt blev opbudt, for at bringe mig
til at glemme Hjemmet og hende. »Du maatte saamænd
gjerne læse hvert eneste Ord,» tænkte jeg, »gid Du vilde,
saa kunde Du da see, hvor höit jeg elsker min egen
Moder.»
Da jeg först blev lidt vant til det nye Liv, mærkede
jeg, at Dagene igrunden gik roligt og regelmæssigt. Min
Pleiemoder, der, siden sin lille Piges Död, havde tabt
Smagen for det selskabelige Liv, var næsten altid hjemme, og
vi vare bestandig sammen.
Ilun lærte mig selv at spille og synge, bivaanede mine
övrige Læretimer, og gik Lectierne igjennem for mig med
störste Taalmodighed; jeg stod jo saa langt tilbage i Alt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
