Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’382
Generalkrigscommisarien tog sig aldeles ikke af min
Opdragelse; vi saae idethele kun lidt til hain; han havde sine
egne Beskjæftigelser og sine egne Venner. Der var ikke
synderlig Sympathi mellem ham og hans unge Kone;
egentlig ansaae han hende for et elskværdigt, men forkjælet JBarn
— han var tredive Aar ældre — som man maatte bære over med
og föie, men med hvem man ikke kunde have alvorlige
Interesser tilfælles. Jeg troer hun fölte dette med Smerte,
men uden at kunne forandre Forholdet.
Undertiden besögte en Süster af min Pleiefader os, en
stolt Dame med et barskt Væsen. Hun havde fra Begyndelsen
af et ondt Øie til mig, og spaaede strax at de vilde fortryde.
»Det er et uhyggeligt Barn,» hörte jeg hende hviske, »hun
seer aecurat ud som en lille Sammensvoren; tag Die ia<rt
o r> r>
for hende, Caroline. Uheldigt er det ogsaa med den jvdske
Dialect, hvordan skal Du faae den pillet ud?»
»Aa, den fortager sig nok; det er allerede meget bedre;
Cecilie har egentlig saadan en söd lille Stemme. Jeg retter
ikke meget paa hende; man kan saa let fremkalde
Affec-tation; med Tiden gaae alle saadanne Smaating af sig selv.»
Julen nærmede sig nu med stærke Skridt, men der kom
intet Brev. Dag for Dag blev jeg mere bekymret; det var
ikke til at holde ud, jeg maatte skrive igjen. Saa satte
jeg mig da til det en Aften.
»Hvad gjör Du, Cecilie?»
»Jeg har ikke faaet Svar, nu maa jeg spörge om
Grunden.»
»Ilar Du glemt, hvad jeg sagde Dig? Det var ikke Ord
talte i Luften. Jeg er ugjerne streng, men det kan ikke
være Andet, Du maa lære Lydighed.»
Hun tog Brevet fra mig og kastede det i Ilden. Jeg
o o o o
gjorde ingen Modstand, men Opsætsighedsaanden i mit
Indre voxede, og Klüften imellem os udvidedes.
Jeg vilde skrive alligevel, uden at de vidste det; ingen
Magt skulde hindre mig deri! »Fordülg Intet,» havde Moder
rigtignok sagt, »vær sanddru og oprigtig,» men her kunde
jeg ikke, aa Gud nei, jeg kunde ikke; de tvang mig jo selv
til at gaae Omveie. Saa skrev jeg da i Smug et lille Brev
til Moder, men hvordan skulde jeg faae det afsted? Det laae
mange Dage i Lommen. Endelig en Morgen mödte jeg
Postbudet paa Trappen; min Pleiemoder var allerede i Porten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
