Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’196
En halv Tiuae för Spisetid kom Kruse med min Dragt.
»Den röde Kjole kan jeg ikke bære, Kruse, min Fader
er död, jeg skal sörge.»
IIun standsede og saae spörgende og tvivlraadig paa
mig.
»De maa trække sorte Baand i det hvide Liv, istedet
for de röde, og saa give mig den graae Nederdeel,» sagde
jeg bestemt.
Da jeg kom ind til Bordet, gik det gjennem min
Pleie-moder, men hun gjorde ingen Invending. Jeg fölte en
indre Tilfredsstillelse, en hemmelig Triumph midt i min Sorg.
Om Aftenen gav hun mig selv Lov til at skrive hjem; en
Ugestid efter fik jeg Svar, kun et Par Ord, men kjærlige og
tröstende. Fader var död saa velsignet, skrev Moder, gaaet
lige ind til Vorherre, det var hun vis paa. Der skulde vi
Alle möde ham engang, med den naadige Frelsers Hjælp.
Havde Moder virkelig ikke skrevet för? o, jo vist havde
hun; Brevene vare holdte tilbage med Villie! men det havde
de ingen Eet til, og gjorde de det alligevel, var det ingen
Synd, om jeg skrev uden deres Vidende.
Hvor liiin Tid doa; staaer mörk og glædestom for min
~ O O
Tanke; jeg var saa underlig indesluttet, næsten forstokket.
Ligealdrende Born bröd jeg mig ikke om, de forstode ikke
mig, og jeg ikke dem. Næsten hver Dag skrev jeg en
Hjerteudgydelse til Moder paa Tavlen; den blev strax
slettet ud, men lettede mig dog. Af og til, med lange
Mellemrum, smuglede jeg ogsaa et virkeligt Brev bort, men det
tyngede paa Samvittigheden, trods Alt, hvad jeg anförte til
mit Forsvar.
»O, hvem der dog var stor og sin egen.»
c o o
Min Pleiemoder var altid kjærlig, og vilde gjerne glæde
mig paa enhver tænkelig Maade, men vi kom ikke hinanden
nærmere; jeg væbnede mig formelig mod hendes Ømhed.
Det var trolöst at holde at’ En, der foragtede Moder, tænkte
jeg. Med Undervisningen gik det ret godt fremad; jeg
anstrengte mig af al Evne, idet jeg havde en uklar
Forestilling om, at Kundskab kunde fore til Selvstændighed og
Selvstændighed til Gjenforening.
Og Aarene gik, Somrene tilbragte vi paa Strandveien,
Vintrene i Byen. Jeg skjöd rask iveiret, blev höi og slank,
de korte Kjoler maatte ombyttes med lange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
