Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
dersom han vidste, hvad jeg staaer i Begreb med at gjöre,
dersom han kunde see os reise sydpaa, istedetfor mod Nord. —
Du skal ikke takke mig, lille Stakkel, ikke heller glæde Dig
altfor meget, jeg er bange, det ender med en Skuffelse. Du
kommer tilbage til Barndomshjemmet som en Anden, med
andre Oine og en anden Opfattelse, en forfinet Smag og en
udviklet Forstand; mange Ting ville beröre Dig ubehageligt og
stode Dig, det kan ikke være andet. — Du ryster paa Hovedet
og troer mig ikke; jo, desværre, jeg faaer nok Ret. — Godnat,
Barn; saa ville vi da, i Guds Navn, dele Ansvaret med
hinanden.»
Solen skinnede venligt paa det guulagtige Efteraarslöv og
de smaa låve Huse i Elleby, da vi næste Eftermiddag rullede
derind. Tante Julie blev i Gjæstgivergaarden, medens jeg gik
til Hjemmet.
Hvor jeg var foranderlig tilmode; det var som mit Hjerte
skulde briste, baade af Glæde og Sorg.
Der kom Kromandens sorte Pudel og snusede til mig;
kjendte den mig? Bagerens Duer flöi skræmmede iveiret;
Glarmesteren, der hinkede afsted med sin tunge Kasse, hilste
ærbö-dig; den store, stærke Smed stod med korslagte Arme i Dören
og stirrede efter mig. Inde fra Skolen löd den velbekjendte
Summen og Surren; jeg kunde see en heel Rad smaa böiede
Hoveder og Skolemesters Ryg med den hjemmegjorte Frakke.
Mon Ane Grethe var derinde? o, ja, naturligviis. — Bag den lille
Halmskjærm ved Veikanten löd en eensformig Pikken af
Steen-huggerens Hammer; Vor Herre bevare den arme Mands Oine!
en barbenet Dreng sad oppe paa Gröften og flöitede; han havde
bestemt bragt sin Fader Mellemmaden.
Hvor Fortiden dog reiste sig for hvert Trin jeg kom frem!
nu dreiede Veien, der laae Granplantagen, og der det lille Huus
med Guldet paa Ruderne. — Men boede de der endnu? jeg
havde ikke tænkt derpaa, maaskee vare de flyttede; dog nei,
jeg kjendte det rödprikkede Töi i de smaa korte Gardiner;
det havde været Ane Grethes Döbekjole. Dören var aflaaset;
altsaa var der Ingen hjemme; det var næsten en Lettelse. Mon
Nöglen laae skjult, hvor deri pleiede? jo, ganske rigtig.
Det regelmæsige Slag af Væven löd fra den anden
Leilighed; blot gamle Maren ikke fik mig at see; jeg kröb i Ly bag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
