Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
af mennesker. Der var noget vist roligt, noget adstadigt
udbredt over hele hendes liv, og dette var netop begrundet deri,
at hun havde funden hvile i en from, kristelig livsanskuelse.
Støttet på denne kunde hun virke og arbejde med lyst og
glæde i det daglige liv, göre det mildt og hyggeligt som en
vinteraften ved arnen, når nærbeslægtede sidde i kres og tale
sammen om minder fra en svunden tid. Men når hun så i
stille timer var ene med sig selv, da måtte det, som lå inderst
i hendes sjæl, den stærke, inderlige tro voxe frem og stemme
hende til hellig andagt. I sådanne öjeblikke var det, da, at
hun skrev digte som:
»Dagen viger og går bort,
Luften bliver tyk og sort,
Solen har alt dalet bråt,
Det er mod den mörke nat.
Tiden sagte lister sig,
Glasset rinder hastelig,
Döden os i hælen går,
Evigheden forestår.
Ja, det er således fat,
Jeg engang den lange nat
Skal iblandt de dödes tal
Sove i den mörke dal.
Fire fjæle er min pragt,
Hvorudi jeg bliver lagt,
Med et lagen og lidt mer,
Ejer ikke så en fjer.
Alle verslig ting forgår,
Jeg til herlighed opstår,
Når Gud ved basunens lyd,
Kalder mig til evig fryd."
Men hun kunde også kun frembringe så smukke og virkelig
poetiske ting, når stemningen havde fyldt hende fuldt og helt
og abstraheret hende fra alt muligt andet. Og dette var
ingenlunde altid tilfældet. Det er, som sagt, et særkende for
den slags mennesker, til hvilke Dorothea hörte, at de tage
forunderlig rolig på alt; de kunne ikke løftes til denne højde af be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
