Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
393
"Hvorledes? — ah !" han betænkte sig et Øieblik, "naa, jeg
er vei nödt til at staae en Time för op herefter, at jeg kan faae
Tid til at sidde for min Herr Sön."
Der var noget forunderlig Styrkende i denne ubetingede
Anerkjendelse, netop af barn, der för havde bestridt mine Anlæg.
Det var en glad Tid, Born, en Haabets Tid. Jeg arbeidede
af hele min Kraft paa Faders Billede, og det voxede frem Dag
for Dag, og blev ham. —
"Hvorledes er det med Fru Steen", spurgte Moder en Middag,
"Du gaaer der jo jevnligt?"
"Det er snart forbi."
"Og hvor vil Datteren saa hen?"
"Hun veed det neppe selv, lille Stakkel! — Moderens
Broder er Præst i Nærheden af Skagen; han har syv Born og vil
gjerne have hende til Lærerinde for de störste. Faderens Söster
er gift med en Sysselmand paa Island, der vil hun ogsaa være
velkommen. — Gaaer det efter mit Hoved, tager hun den förste
Tid til os, og seer at komme lidt til Kræfter, för hun
bestemmer sig."
"Der mödes vi, Fader", sagde Moder glad, "det var netop
mit Ønske. Det Barn har faaet Plads i mit Hjerte, skjöndt jeg
aldrig har seet hende."
En fjorten Dage efter sad hun i vor Dagligstue, stille og
bleg i sin sorte Drägt. Moder var meget omhyggelig og kjærlig,
og hun saare taknemmelig. Da Fader kom ind, lysnede hendes
Ansigt, han havde jo kjendt hendes Moder; der var et
Beröringspunkt imellem dem. Hun gik ham imöde, rakte ham begge sine
Hænder, og brast saa i Graad.
"Græd kun, Barn, det skal have Luft", Fader lagde kjærligt
Armen om hendes Liv, "græd kun, her er De hjemme."
Hun kæmpede dog tappert, trængte Taarerne tilbage og holdt
Sorgen for sig selv. Til Moders Bemærkninger havde hun altid
et venligt Ord, ja, selv et Smiil, saadan et bedröveligt lille Smiil,
det skar mig ordentlig i Hjertet.
Hun havde vei været en Maanedstid hos os eller lidt mere,
da jeg en Dag traf hende og Fader inde paa mit Værelse. Han
havde viist hende sit Billede, og hun saae oplivet ud.
"Jeg holder dog ikke rigtigt af det", sagde hun dæmpet til
mig, "Deres Fader har et varmere, venligere Udtryk, ikke dette
satiriske Blik."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
