Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
"Naar han seer paa Dem vistnok ikke, men naar han seer
paa Andre, paa mig for Exempel."
Hun rystede vantro paa Hovedet. Det, traf sig imidlertid
saae heldigt, at den gamle Herre netop ved Middagsbordet var i
sit spottelystne Lune. Jeg saae Johannes Blik hvile paa ham,
derpaa fangede jeg det. ’Hun rodmede og smilede, slaaet af
Ligheden.
Omtrent ved samme Tid blev Stuepigen, Moders höire Haand,
syg; det gav endeel Bryderi og Forstyrrelse i Huset, og Johanne
tilbod sin Hjælp. Moder, der indsaae, at her var et godt og
naturligt Middel til at adsprede den unge Pige, lagde strax
Beslag paa hende, og vi saae med Glæde, at Rödmen, lidt efter
lidt, kom tilbage, og med den Livligheden. Sorgen var lige stor
og dyb, men hun hengav sig ikke uclelykkende til den. Livet
begyndte at laae Interesse igjen, hun var jo nyttig. Moder kunde
ikke noksom fremhæve "hvor godt Hænderne sad paa hende".
Efterhaanden overlodes alle en Datters smaa hjemlige Pligter til
hende.
Udstillingstiden nærmede sig nu med stærke Skridt. Jeg
havde to Billeder færdige; det ene var naturligviis Fader, men
det andet, kunne I gjætte hvem clet andet var? —- ingen Anden
end min gamle Yen, den lille Fisker fra Mölledammen. Der stod
ban med sine Træskoe, sin stribede Yest, sin röde Hue, sit
polids k e Ansigt. Snören holdt han i Haanden og satte netop, i
bedste Ro, Madding paa Krogen.
Vi vare Alle dygtig spændte i den Tid, Fader ikke mindst,
skjöndt han skammede sig ved at tilstaae det. Det gik dog ikke
alene godt, men langt, langt over Forventning. Roes og
Anerkjendelse strömmede ind; jeg böiede mit Hoved, det var næsten
Tor meget.
Johanne tog levende Deel i mine Triumpher, dog, forekom
det mig, snarere for Faders, end for min Skyld, og det ærgrede
mig lidt.
En Dag havde jeg været i stort Selskab og kom hjem, ærlig
tait, ganske opfyldt af mig selv. Min Skaal var bleven drukket,
og de smukke Ting, man havde sagt, klang endnu for mit Øre.
"Det svimler da vei aldrig", spurgte Fader tort. "Hör, min
Dreng", vedblev ban med Hjertelighed, "Dette duer ikke.
Jeg-tænker det er bedst vi gjöre Udveie til Reisen. — Du har Meget
at lære, Emil, först og fremmest, hvor lille Du er. Og lad mig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
