Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
Man hörer undertiden en godmodig Hentydning til. at Ulfeldt
har lidt Uret. Herom siges der i en dansk Historiebog: »Om
Beskyldningerne mod Ulfeldt ere sande, veed man ei; og derom spörger
Ingen. Thi var ham endogsaa overgaaet den störste Uret, kunde
det dog ikke undskylde liam, der som en Landsforræder hjalp
Fjender at hærge Fædrelandet med Ild og Sværd.» — Uer mumles om
at han var — Skandinav! Ere vi da svenskere end de Svenske,
som med os feirede tohundredaarsdageu efter Stormen paa
Kjöbenhavn? — Men saadan en Antydning vover sig heller ikke rigtig frem,
og det gamle Ord staaer endnu ved Magt: at Alt doer, uudtagen
Dommen over den Döde.
Men nu forsvinder igjen lians Eftermæle ved Siden al’ hendes.
Det uheldsvangre, brödetunge Mulm hvori Ulfeldt Navn er indhyllet,
kaster ingen Skygge paa bendes. »Leonore, Christine» lyser som to
Stjerner paa den mörke Baggrund, og man taber sig i Beskuelsen,
saa man slet ikke kommer til — »Ulfeldt». Han skimtes i det Höieste
langt borte, ikke som den mægtige, hevngjærrige Månd, der traadte
Tro og Ære under Födder, men som den ulykkelige, omflakkende
Månd med den knuste Stolthed ocli det forspildte Liv.
Hvor forunderligt gaaer ikke her den menneskelige
Uretfærdighed den evige Retfærdighet tilhaande! Ulfeldt frikjeudes og faaer
Gods og Værdigheder tilbage da han har begaaet den vitterlige Bröde:
at lægge Raad op med sit Fædrelands Fjender, og dommes senere
for Forbrydelser, der aldrig ere beviste. Leonore Christine lider
uskyldig, som medskyldig i den Bröde, han maaske aldrig har tænkt
paa — og bliver derved et virkeligt Sonoffer melian ham og
Danmark. Og ligesaa afmægtig som han var i sit Forsög paa at skade
Fædrelandet — ja, saa afmægtig, at Forbittrelsen over at se ham
föie Spot til Trolöshed i Nödens Stund, vel netop var den Gnist
der bragte Fædrelandskærligheden til at flamme som den stolteste
Baun1) der nogensinde har lyst over Danmark! — ligesaa almægtig
var hendes Fjenders Ondskab — ja saa magteslös, at alt hvad der
var udtænkt for at fornedre hende, kun tjente til at gjöre hendes
Storhed aabenbar, og den bittre Kalk, de rakte hende, blev til en
Livsensdrik paa hendes Læber.
Leonore Christine siger i Indledningen, att Fortællingen om
hendes Lidelser ikke maa bedröve os mere, end at Glæden bliver
overveiende — (hun taler rigtignok til sine Born, men vi der elske
hende, tör jo nok kalde os hendes Born!) — »Betragter min
Uskyldighed, Frimodighed og Taalmodighed; glæder Eder derover», siger
’) Vårdkuse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
