Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
108
uppskattats särskildt af danska qvinnan har redaktionen af
denna tidskrift haft rika tillfällen att erfara, och jag tror mig
ej bättre kunna afsluta denna lilla uppsats än med ett par
ined-delanden från den fångna konungadotterns landsmaninnor.
Signaturen Clara Raphael (Mathilda Fibiger) skrifver:
— — — »livad det vil sige: att bygge paa Forsagelsens Grund,
saaledes at selv den lykkelige Kjærlighed i sin inderste Grund
hviler i Forsagelsen — ikke at leve pr. Overdragning, men have
»directe Forbindelse» med Livet, læres bedst af Leonore Christine... Dette
Fængsel, hvor Baruephantasien saa tidt har forsögt at trænge ind,
er nu aabnet saa Enhver kan gaae derind og faae Hjertet
gjennemtrængt af det store Minde? -— Det er sora hvert Spörgsraaal der
med Alvor rörer sig i Tiden bliver besvaret her med Evighedens
Alvor: her finder man en »Indövelse i Christendommen», hvorunder
Gud overvinder Verden i et Menneskes Hjerte. Her lære vi, ikke
at tage vort Lösen : »Frihed og Danskhed», forfængeligt; thi hvem er
fri i Sjæl og Tanke som Leonore, der i Fængslet skriver sine
Heltindehistorier — selv den störste af alle Heltinder ! — og hvor kunne
vi, sora hos hende lære at Danskhed ikke bestaaer i Ord men i
Kraft?
Ja, hun er Danskheden selv, kunde man sige! Derfor moder
vistnok enhver Dansk i denne Bog noget længe kjendt, elsket,
ofte savnet, endskjöndt vel neppe nogen har tænkt sig Leonore
Christine netop saaledes. I denne Aand blev hun modtaget, saaledes vil
hun bevares, voxe fast i Folkets Hjerte og nære Daadkraften,
Udholdenheden og Trofastheden, sora fra gammel Tid danne dets
Grundtræk. — Saaledes soner hun paa dobbelt Maade hvad Ulfeldt
forbrod. Jeg har behovet Tid til at skille de To fra hinanden i min
Opfattelse, eller rettere: til at faae dem saaledes forenede, at hendes
Uskyld hæver lyins Skyld.
Man har prist, det sora et smukt Bevis paa det »ædle» danske
Folks Humanitet, at Skamstötten over Ulfeldt er revet ned; og det
kan i og for sig være meget rigtigt, da Ingen tænkte paa at den
var til! Men hvis dermed skal antydes, at vi Danske ikke længer
se ham i samme Lys som tidligere, saa var det i Sandhed et
sorgeligt Tidens Tegn. — Nu sora för, klæber »Spot, Skam og
Skjændsel» ved Landsforræderiet, og at Stötten ligesom er faldet af sig selv,
ligger ene i at Straffen var barnagtig i Forhold til Bröden, skjöndt
den i sin Tid var betydningsfuld nok, som et Udtryk for Folkets
retfærdige Vrede, og deri: at den ulykkelige Mands Eftermæle har
gjort Skamstötten överflödig og stillet den i Skygge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
