Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er det ikke, som om vi i dette tonemaleri hørte sköjteløberen
! først banke »sin sko utaf stål» fast på foden med tre stærke slag
i iset), derpå göre et rask tilløb henad fladen og endelig lade
I sig glide et stykke henimod sit »vinkande mål»? — På den anden
side kan det heller ikke nægtes, at Topelius, især i sine vers,
; undertiden bliver noget ensformig. Dette er tildels en følge af,
at han er ualmindelig stærk i at gentage tidligere vers,
vers-I stumper eller enkle ord. Dette er et middel, sora, brugt med
; måde, kan være af stor og gribende virkning, men, brugt over
måde, kun trætter læseren. Ej heller vil det i almindelighed
tiltale nordiske læsere at få mindet opfrisket om et versemål, der
synes at skulle være en efterligning af de Klopstockske tyske
oders (t. ex. i »Abo domkyrka», S. s. 30), — ikke på grund af
riraløsheden, der tit netop giver en vis kraft, men fordi denne
versebygning tykkes knudret uden kraft. Velgürende er det
derfor af og til at høre en klang af de kraftfulde bogstavrim, lånte
fra de nordiske åldkvad, af hvilken versebygning Topelius,
ligesom våre fleste yngre skalde, er noget påvirket, tit uden deres
eget vidende. Dette hører vi således bl. a. i »Finlands namn»;
i »Vintervisa»:
»rind och lunta rågor
stredo nyss på sjön;
Jlåa iryggor /dänka» o. s. v. (S. s. 81);
i »Orions bälte», i »Lärkrüster i maj» ru. fl.
Noget selvmedvidende brug efter det gainle versemåls krav
må man dog ikke vænte at (inde. — Endelig bör det ikke
forbigås med tavshed, at Topelius — hvad der jo let hænder enhvær,
som skriver så meget og så let — undertiden har været uheldig
ved, i enden af verselinierne, at danne lydrim af ord eller
stavelser, på hvilke lydvægten aldrig vil kunne komme til at hvile
i naturlig oplæsning; således er det næppe rigtigt att rime »anlete»
og »äro de». Sligt er vel kun småting hos den store digter; men
efter den store danner sig de små, og for disses skyld bör dette
ikke lades usagt.
Når man læser overskrifterne, bogtitlerne, til de fem hidtil
udkomne dele af »Fältskärns berättelser», slutter man let, at de
iudehålder en i romanform given skildring af Sveriges historie
fra Gustav II Adolfs til Gustaf III:s tid. Endnu rigtigere vilde
man dog slutte, om man sagde, at de indehålder Finlands historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
