Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
231
vpd hans forvirrede Tanker dvælede — ved den Dora, der var
udgaaet over ham — at han var truffet af den vældige Gud,
sora ikke läder sig spotte, fordi han havde stolet paa sin egen
Kraft, fordi han havde glerat, at han var Stöv. Men videre
kom han heller ikke, hans stolte Aaud var kuet, saa han
er-kjendte Dommens Iietfærdighed; men han böiede sig ikke med
Ydmyghed under Tugtelsen, syntes ikke at være kommen sin
Frelser et Skridt nærmere.
Hvor månge Gange gijennemgik ikke Moderen i disse
sör-gelige Uger de samme Overgange fra dyb Nedslagenhed eller
unævnelig Ångst til et ved Moderhjertets varmeste Bönner
vun-det Haab, naar hun enten fik holde sig fast ved en af Ilerrens
Forjættelser, eller en Stemme i hennes Indre tilhviskede hende
de Ord, hvormed Biskopen tröstede den bedrövede Monika, at
saa månge Bönners og Taarers Sön ikke kunde fortabes; men
aldrig undlod hun at hviske milde, tröstefulde Ord til den kjære
syge om Guds Naade og Frelserens Kjærlighed, og han syntes
at lytte dertil, om end ingen anden Stemme naaede hans Ore.
Længe svævede den Syge mellem Liv ogDöd; men endelig
seirede det förste, og Sygdommens Magt var brudt. Den til—
bagevendende Sundhed syntes dog ikke at vække nogen Glæde
eller Livslyst i den unge Mands Sjæl. Vel var han altid
tak-menlig for Moderens Omsorg og Pleie, og det Blik, der mödte
hendes, var neppe mindre kjærligt end hendes eget; men den
mörke Skygge over Öinene, det haablöse Træk om Læberne
kom dog stedse tilbage, og dybt Tungsind hvilede paa den höie
Pande. Moderen forstod, hvormeget han led, og fulgte ham med
sine brændende Bönner; dog ventede hun stille paa, at han selv
skulde föle Träng til at udtale sig for hende. Kun naar lian
saa paa hende med dette tröstelöse Udtryk i Öiet, mödte hun
det med sit fäste, milde Blik, saa fuldt af Kjærlighed og Tro,
at det Dag for Dag fik mere Magt over Sönnens syge Sind, og
han endelig engång gav sine mörke Tanker Ord i det Udbrud:
"O Moder, skal jeg da virkelig begynde et nyt Liv!"
"Med Guds Hjelp, ja — et isandhed nyt Liv."
"Vel föler og erkjender jeg", fortsatte han med sraertelig
Bitterhed, "at det gamle med sit Maal og sin Stræben er
forkastet af den Herre, som lod Slaget fälde knusende paa mit
Hoved, da hans Time kom; men saa maatte jo ogsaa alt være
förbi; thi nu har jeg intet, intet mere at leve for."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
