Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
Alligevel tænkte Gudrun ikke at leve ugift. Det
Slægts-ry, hun var saa nidkjær for at bevare, vilde hun ikke skulde
hendrysses i Glemselen med hendes Gravstöv — men hvor var
han, som hun uskjæmmet kunde blaude Navn og arvede Kaar
med?
Der var en vid Kreds af Kjendinger, som hun uden Sky
kunde vrage imellem; thi ikke Eu vilde have nægtet hende Ret
til at gjöre sit eget Valg. Men Gudrun fandt Ingen: En var
for tung i Laget, en Anden var for let; En var for ringe af
-Slægt, en Anden for fattig paa Gods — da kom der en Tid,
ikke braat, med Skræk og Fald, men snigende, som en Klam
Taage, den gav hende mangt et iskoldt Grys! Og herefter faldt
en Sygdom over hende, lig den der böier Blomstrens Krone i
Udfoldningens Tid; men fra dette anede Gudrun noget Værre.
Det Skjul, hun havde givet saa mange af sit Livs fagreste
Aar til at faa reist mellem sig og Andre, det stod der. Den
Ensomhed hun med saadan Iver havde spredt om sig, den laa
der i Ørkenstilhed, hun havde sat alt paa at værne om sin Slægt
— stod hun ikke allerede som et malet Vaabenskjold paa dens
Gravkammer? og dog var der, det fülte hun, endnu Noget
tilbage, Noget hun ikke kjendte — hvad var det? Da sad
Gudrun en Kveld, paa Forsommerens Tid, i det störste Rum paa sin
Gaard. Hun saa sig tankefuld omkring. Rigdommen var höinet og
havde bredet sig omkring hende, men hun kjendte sig alligevel, som
den Dödssyge i al stadseligt Skrud, og hun fölte det, som om hun
maatte blive i det til Dödsstunden var endt; thi hun havde jo
været iklædt det fra Födselen af, og det var vokset med hende
ligesom Barken med Træet. Det var en fager Kveld, en af dem,
hvor hele Naturen drömmer om Kjærlighed. Solglöden brændte
et Øieblik paa Ruderne og kastede sine sidste Straaler over
Elven, der gled forbi Gaarden, da sänk den brot ned bag
Fjeldet, og dæmpet laa Aftenskjæret over Skog og Mark. Der var
Mildhed og Længsel, der var Stilhed og Lyst; thi der var
Frugtbarhedens Liv i alt. » Kun i Gudruns Storstue var der
Ensomhed, der kuuppedes ikke, der visnede blot!
En summende Myg kretsede over og om hende, og det
hörtes som en endelös Klage; da löftedes hendes Barm af en
pludselig Smerte og et. Suk steg op fra Hjertedybet; Graaden
taagede over hendes kalde Blik og hun sänk ned mod Bordet, foran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
