Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
25, Gudrun.
I de fremfarne Tider, saa beretter Sagnet, levede i
Gudbrandsdalen en stærk, ensom Kvinde, mægtig og rig paa Gods
og hovmodig af sin ældgamle Slægt, der, skjönt Bondenævnt,
dog bar sin Odelsret med samme stolte Lag, som
Adelsmanden sit gyldne Vaabenmærke i Kongens Gaard.
Gudrun, saa hed hin Kvinde, var den eneste Gjenlevende af
sin Slægt. Hun havde holdt sig borte fra al daglig Omgang
med Folket i det Bygdelag, der sluttede sig til hendes Gaard,
og kun naar hun tidimelleni mödtes med Jevninger, gav hun sig
hen i en kort Meddelelse; men altid med den stolte Fölelse af
sin Förstefödselseret. Hun vilde dog ikke bestandig stode fra sig,
hun vilde drage til sig — hvad var hendes Hovmod uden
Jevnføring med Andre? Saa dækkede hun Kulden med List og Lempe,
saa vandt og bandt hun, hvor hun vilde, og slåp atter sit Tag
efter Lyst og Lune. Gudrun var saare fager, dog glad saa
aldrig nogen Månd sig paa hende, snarere skræmtes han væk; men
fristedes i samme Stund tilbage. Hun var stor af Vækst, men
fiin og afmaalt i Laget; hun gik aldrig ined Ungdomsmod overet
Gulv, men tungt som den, der overveier og pröver, og hvor hun
standsede, stod hun som en Stötte, der ikke rokkes af Noget.
Hendes Pande var höi og bred, hendes Haar laa tykt og gladt
omkring den. Oienlaagene var halvt sænkede, og hun löftede
dem tungt; men Oiets Farve var en Samstraalen af Gult og
Blaat, dog stundom ogsaa bleg som et farvelöst Glas. Hendes
Læber var smale, fast sluttede og sænkede sig i dybe
Mundvige; men den Tale uden Ord, som stod præget omkring dem, var
mærkelig nok; thi haardt som Urfjeldet var noget, smigrende
som et Kjærtegn var Andet, og midt imellem sprang Haanet, som
en Orm, ud at’ deu ene Mundvig og krummede sig over i den
Anden, og da stod der Skræk af hende. Mangen Beiler havde
dog, uagtet dette, stundom vel ogsaa paa Griuud af dette,
nærmet sig til hende med godt Haab, med dristigt Haab, og med
frygtsomt Haab, men hver paa sin Vis var uden Skjel bleven
vist tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
