Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(186
boede over paa den anden Side af Jörendfjorden i et Fjelc kaldet
Raamandsgjöllet.
Da nu Udsændingen roste hara saa over al Maade fa-
Man-dighed, Fagerhed og Styrke, gav Djurren öjeblikkelig sit Ja, og
drog i samme Stund did med ham for at tage sin stolte Bejler
i Øjesyn.
Men da hun var ankommen til Raamandsgjöllet, og ra liden
Mandsling, ussel og fejg at se til i alle Maader, steg f’em for
hende, — da blev hun saa mægtig betagen af Vrede, athua kunde
ikke sige et Ord, — hun bare spyttede paa ham. Og da
for-vandledes han i samme Stund til en Sten i Menneskelig Skikkelse,
som endnu staar der paa det höje Fjeld og kaldes llaammden.
Efter denne krænkende Færd rejste Djurren tilbage; men saa
stor var endnu hendes Vrede, at det hörtes, sora tungt Dön i
Fjeldet, og Rög og flyvende Gnister, slog ud af Gjöllet, hver Gang
hun satte sin Fod i Gulvet.
Og da svor hun: at hver fager mandvoksen Gut, cer koin
Gjöllet saa nær, at hun kunde dragé ham til sig, sknlle höre
hende til for evige Tider, som en Soning for den Tort Jutulen
havde budt hende ved at lyve sig raandstærk og fager.
Da vogtede hver Unggut sig vel for at komme did, —
og månge Ilundrede Aar gik hen, og endnu sad Djurren i Fjeldet
med sin mægtige Vrede.
Saa skifter Tiden, og et nyt Sagn gaar frem af den samme
Tanke, det kaldes "den sorte Hesten". Da hedder det:
Paa Molaupe Gaard havde Sygdom og Skræk for Troldgjöllet
skræiut Folket væk, og Gaarden laa öde for länge Tider.
Da spurgtes det, sora noget rent Utroligt, at en ganske ung
Gut havde kjöbt den gamle Gaard, og at han fra en fremmet
Egn vilde dragé hid og fæste Bo. Dette bäres nu en Tid rundt
ibland Folket som lös Tale, indtil endelig Visheden kom, og i
Vaarens förste Bryduing, en fager mandvoksen Gut drog ind paa
Molaupe Gaard.
Han havde ingen Slægt, og helt alene med sit Tjenerhold
levede han paa Gaarden, — og han levede vel en Tid; men der
var ikke folksomt paa Fjeldet, og inden Döre hændte hver Dag
det Samme. — Da tog Gutteu paa at længes — og til slut saa
over al Maade, at han kunde ikke raade med sig selv.
Nu hændte det ud over Somraeren, at en gammel Kjærring
kora til Gaarden. Hun saa ikke hyggelig ud, men Gutten böd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
