Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(187
hende ind og gav sig i Prat med hende alligevel, det var ikke
saa ofte der kom en Vejfarende til bans Gaard.
Og Kjærringen havde Mängt at berette om Egnen og Folket
deromkring, som tyktes Gutten fornöjeligt at höre paa. Mest
kjendte han sig dog greben af Sagnet om Djurren og hendes
hæslige Bejler, og da Kjærringen kom dertil: at Djurren spyttede
paa Troldet, sprat Gutten ivejret af bare Förnöjelse. "Det var
vel", udbröd ban, "den, som lyger sig Månd — faar spyttes paa!"
Men da hun nu vedblev at berette om Djurren, — hvor fager
hun var — og hvordan hun sad der i Fjeldet som en Dronning,
med det guldgule Haar udslagent som en Raabe over sine höje
Skuldre, — med Kinder saa röde som Fjeldroser, og Øine saa
skin-nende som Solblink i Sky, — da brændte Guttens Kinder, og
hans Hjerte slog som Hammerslag i Brystet. Og da Kjærringen
omsider endte med det "at om alle de Gotter, som fandtes der,
gik firem paa Rad, Djurren vörrede dem ikke saa meget at hun
saa paa dem."
Da rejste Gutten sig op og rettede paa sig: "alle Gutter er
ikke ble’t samlet endnu!" sa han.
Saa gik Kjærringen sin Vej; men Gutten var efter denne
Stund ligesom indspuudeu i en Konglevæv, — jo mere han vilde
vikle sig ud, desto mere viklede han sig ind; för bar hau
Læng-selen med sig, som en levende Tanke, nu blev Tanken til en
Dröm med underlige Syner, og skjönt hver af dens fine Traade
var ikke stærkere end det tindrende Fnug i en Solstraale, bandt
den ham dog med månge Mands Styrke. — Hver Kveld stödt,
vandrede han ud af sin Gaard hen til en Fjeldknude, hvor der
var frit Skue bortover til Troldgjüllet og her sad han med
Dröm-mesynet for sig; — og det var altid det Samme: det var Djurren
med Guldhaaret og de rosenrüde Kinder, — og det tyktes ham
mangen Gang, som maatte han række sig hen over Dödens Afgrund
for at dragé hende til sig.
Men som Tiden gik, fik Gutten en tærende Livslede af dette,
og da Hösten kom og op af Gjöllet steg de månge underlige Lyd, —
som jamrede Naturen ud af et levende Hjertes Kval, — da bier
Guttens eget Hjerte lig et bundlöst Dyb af uforstaaet Sorg, og
da skiftede hau Sæde; da gik han hver Dag den lauge Vandring
bortover til Troldgjöllet selv, og nu sad hau her paa samme
Maade. Gg Vinden slog sine iskoide Favntag omkring ham, og
op af Gjöllet hörtes det som Skriget af en uforlöst Aand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
