Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’199
ved deres gamle abbeds död for sin lærdoms og ivers skyld
valgt til förständer for klosteret. Efter et års forlüb finder vi
hende der igen; hun har ikke formået at stille sit lijærtes uro
og enten for sin ungdoms skyld eller fordi hun »kun» er en
kvinde heller ikke kunnet bevare den fredens og ordenens ånd,
som i den gamle abbeds tid herskede indenfor klostrets mure.
Ved et tilfælde erfarer hun, at liendes forfængelige fader i
förening med pengebegærlige augurer har opnået at få hendes
billedstötte rejst i staden under foregivende af at hun må være
optagen blandt guderne, da hun så pludselig er forsvunden.
For-færdet herover beslutter hun med egen hånd at hugge stötten
ned. Hun sniger sig om natten ind i staden, men finder föran
statueh Akvilinus, som ikke tror på fabelen men heller ej har
glemt sin kærlighed og vel neppe endnu opgivet at finde den
levende Fulvia. Hun ser ham overvældet af bevægelse slå
armen om marmorstatuen og kysse dens kolde mund. Da ban er
borte, samler hun alt sit mod for at fuldföre sit forsæt, men i
det hun vil slå til, taber hun hammeren och kysser i det sted
den mund, hvorpå hans læber nylig hvilede. Hun opdager i
samme nu, at hun elsker ham og beslutter fortvivlet at flygte
ud i örkenen som eneboer. Förend hun ka;i iværksætte dette,
bliver hun imidlertid bragt for konsulen, falskelig anklaget for
at have vilet forföre en lösagtig enke og for at retfærdiggöre
sig, må hun give sig tilkende for ham og tilstå, at hun har set
ham om natten og at hun elsker ham. Stykket ender med, at
Fulvia erklærer nu kun at ville være kvinde og tilstår, at det
»er at tabe ej, men kun at vinde».
Der er megen finhed og værdighed over hovedpersonerne i
dette stykke og en skön lyrik i månge af dets partier. Om
dets fortrin ville træde ligeså smukt. frem ved opforelsen, som
ved læsningen, er måske et Spörgsmål og vil vel ialfald afhænge
af hvorvidt liovedrollen kan finde en tilfredsstillende udförelse.
Men ganske vist er det at göre altfor store fordringer til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
