Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
’281
Jeg, den yngste i laget, gik og vänted på parti,
intil nyt kuld kom in, over jul Jonas Lie.
Men »mannen», vor chef på det logiske tog
»gamle üeltberg» af alle var den snurrigste dog!
I pels-stövler stod han, i hunde-skins-tröje
(for astma og gigt måtte kämpen sig böje).
Ej skin-huen skjulte hans panne, den höje,
hans klassiske drag og hans mägtige öje.
Nu krum-böjd af smärte, nu rejst af sin kraft,
han kasted stärke tanker, og han kasted ej lavt.
Kom lidelsen värre, og den mödtes igen
af viljen i hans själ, og han tok som et spän
mod anfal på anfal, — hans üjne de flammed,
og händerne sig knytted, som om dybt ban sig skammed,
fordi han havde veket en stun! — ja, da var vi,
dypt slagne af det store i kampen, da bar vi
et billede hjem fra hin stormende tid,
da der suste gännem landet en »Wergelands-rid»!
Der var krafter i de karler, som var med på hin lek,
der var vilje i de krafter, som dengang steg.
Nu stod han der tilbake, forglämt i sin krok.
Men gärningen, han gjorde, den var en hövdings dog!
Han sprängte tankens ävne af skole-pugets bånd,
hans lare var selvständig, hans förelse var ånd;
personligheden typisk: på tründevsk-hedemarkisk
skar han fore i teksten; og uinskrænkt-monarkisk
var lians vrede over fejl; — men den lagde sig stråks,
eller steg til en patos af ädleste slags,
der ofte slog tilbage i selv-ironi
og en styrt-regn af vid, hvorved ingen sad fri. —
Sådan styred han sin »hörde», sådan gik det gännem landet,
det klassisk-skönne land, som vi härjede forbannet!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
