- Project Runeberg -  Tidskrift för hemmet, tillegnad den svenska Qvinnan/Nordens qvinnor / Tjugondefemte årgången. 1883 /
248

(1859-1885)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

■248

og udbrugt skal til at dö. Det eneste, som det gjör mig
ondt for, er den visne gren paa det levende træ, som et eller
andet ulykkestilfælde liar skilt ved livet, og som nu ikke
kjender hverken arbeidet eller hvilen, hverken sætter blad,,
blomst eller frugt!»

De havde sat sig under et langhaaret birketræ, just hvor
en anden lund stödte op til den förste. Længere borte saaes
en tredie, överalt det samme rolige, lidenskabslöse billede,
men en smuk, stille stcmning, hvori de to under birken passede
saa vel ind. Hvad ham angik var det ikke ofte, hans af
naturen fyrige sind kom til frembrud; det blev lagt baaud paa
af hans praktiske bedrift, og han omgikkes det selv med
megen varsomlied som en gåve, han ikke vidste, om den var
ham til gavn eller skade. Kun hun kjendte det. Hun vidste,
at hans sjæl var grund-poetisk. Hun vidste, at et slag af en
eller anden beslægtet stemning paa denne klokke kunde
frem-kalde en lang, dyb og vibrerende tone, som gik gjennem
hele hans væsen og sang ud gjennem hans ord. Og hun
vidste, at saadan en sånger var han og intet, som det. Men
nu kom dette hende ikke saa nær; hun fölte sig ikke længer
lykkelig ved det, og det var ikke solen, som kunde adsplitte
den tunge sky.

»Det kan være sändt og smukt nok for Din fantasi, Simon, >
sagde hun, »men hjertet har ogsaa sine krav».

>Men det, som hjertet mættes af, er ikke det ogsaa en
livskraft», sagde ban. »Ak, Du tager det, som om der ikke
var kjærlighed til foruden den, som var hos vort lille barn.
Medrette skulde Du, hvis Du vilde være ung og stærk og
sand i Din kjærlighed, elske ogsaa at miste, for det er jo vor
lod selv at förlade og förlades, og vi burde være tilfredse
dermed.»

»Du har selv været saa bedrövet», sagde hun sorgmodig.
»Du har intet hellere villet end kalde ham tilbage til livet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Oct 18 16:23:28 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tfh/1883/0261.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free