Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■255
var igjen omgjærdet og indhegnet i en videre kreds af en
bred arm af granskov. Det hele lignende en have, men en
fortryllet have; thi ikke et træ, ikke et blad, ikke et straa
rörte sig. Fra skigarden omkring engen stod jeg og saa op
mod lunden. 1 denne farverigdom, denne festlige pynt, det
stille, kolde, kloge, som gjorde træerne saa personlige som
levende skikkelser og her omgav mig som en garde, blev
det mig klart, at enhver nuance var et udtryk for en tanke
i det store billede af höst. Aspens her blodröde, der
karmosin-röde og hist blöde graagrönne var den blödende, dybe længsel,
som har de stærke farver og alligevel kan fortone over i alle
andre, lindetræerne, som fremböd sig i en drägt af blade som
udhamret guld, stod ydmyg sig frcmbydende som
offervillig-heden selv, og birkens dryssende gule var den blide
selv-forglemmelse, de rosenröde nyper var de ömme kys — og de
purpurröde berberisser de trofaste löfter, som var blevne
holdte. Farverne stod som prægede med uudslettelige træk,
ikke strömmende, men klart udskilte fra hinanden, selv i
overgangene, under det magiske, länge lys og den blaa,
höie, smilende himmel. Og da solen sänk dybere, og en svag
dunst af skumring steg op over lundens kröner, og det var,
som om de strakte sig og trak slöret nedover sig, og det
perlede i duggen og en underlig hvisken strög henover mig
ind mellem de dæmrende skygger, luften blev saa lys i det
fjerne og de rödmende skyer gled tilside i horisonten og
lod en lys rand komme frem over skovens mörke grönne —
da löstes ogsaa det ban, som havde hvilet over mig — og
jeg hviskede med en hymne til kjærlighedens pris — endda
jeg frös — den kjærlighed, som er udgjæret, mæt, lys og höi
og ikke længer ved af tab eller sorg eller smerte, fordi den
har glemt alt, hvad der er bagved, og selv er afsked.»
Benedikte vendte sig pludselig og slog armene omkring ham
»O Simon», sagde hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
