12 fig. 206 og 207) regelmæssig findes sammen med de yngre av spydene med mothaker. Ogsaa ved skjoldhaandtakene kan det paavises en typologisk utvikling; i de ældre fundene har haandtakbeslagene temmelig store endeplater, mens platene er ganske smaa paa de yngste. Av sverdene ser det ut til at de kortere brede klinger, glatte eller med flere fasetter langsefter (Victoriasverdet fig. 2 ovenfor, Vimose pl. 6, fig. 14 og 15) kommer i bruk noget tidligere ved de smale fasetterte sverd (Vimose pl. 6, fig. 11 og 12); men de to sorter forekommer ogsaa sammen som i Stabufundet, og begge holder sig temmelig uforandret i bruk gjennem lang tid. Det er her ikke leilighet til at fremføre materialet ved avbildninger og der- for heller ikke til en mere indgaaende utredning av vaabenformenes kronologi. Ovenstaaende korte antydninger tør være nok til at vise at vi i norske gravfund har materiale til at prøve en kronologisk inddeling av vaabnene uavhængig av mosefundenes tidsbestemmelser. Det er særlig spydspissenes former som byr gode holdepunkter for grupperingen. Vaabenformene i Stabufundet hører til vor ældre vaabengruppe. Spydene med mothaker har bred og flat spiss; de tveeggete spydene har en kant efter midten, men ikke en særlig utarbeidet ryg hvis sider danner en vinkel med flaten paa spydbladet. Det er sjelden at vaabengravene indeholder andre tidsbestemte oldsaker som gir mulighet for at bestemme alderen ogsaa uavhængig av vaabenformene. Spænder og Fig. 16. Beltehake, bronse. 11. Andre smykker hører jo til i kvindegravene og forekommer bare i undtagelsestilfælde sammen med vaaben. Et grav- fund med enegget sverd og tragtformet skjoldbule (fra Gui, Brunlanes pgd., C. 17266—70, Ab. 1893, s. 87) indeholder dog en spænde av jern, som rigtignok er meget forrustet, men dog kan ses at være av en form fra ældre romersk tid, rimeligvis fra et tidlig tidspunkt inden 2det aarh.? Et bredt tveegget sverd, type som Victoriasverdet fig. 2, foreligger fra en grav hvori det ogsaa blev fundet spænder av sølv fra samme tid” (fra Lund, Brunlanes pgd., CO. 17737—43, Ab. 1894, s. 120); men fundberetningen er her kanske ikke hævet over tvil. I Stabufundet foreligger den ene halvdel av en ringformet beltehake (fig. 14), en form som to ganger er fundet i norske kvindegraver fra ældre romersk tid.3 Da beltehaken fra Stabu er ufuldstændig, avbildes her en av de andre for at klar- gjøre typen (fig. 16). Den er fundet sammen med en spænde og en smykkenaal hvis hode er av form som en guldberlok (Gustafson, Norges Oldtid, fig. 243 og 294), begge av former som maa være ældre end slutten av 2det aarh.* Disse belte- hakene har sin oprindelse i sen la-Téne tid, og er gaat av bruk i løpet av de par 1 Oscar Almgrens gruppe IV, Almgren: Studien ber Nordeuropåische Fibelformen, Stockholm 1897, taf. IV. 2 Den ene er avbildet av Almgren, 1, c. taf, TV, fig. 75. 8 Se Ab. 1887, s. 50, pl. I, fig. 5—7, — Ab. 1888, s. 117. 4 De falder fuldstændig sammen med den fundgruppen som Sophus Miller har samlet omkring Juellingefundet (Nordiske Fortidsminder, II, s. 30 ff.) og der har tidfæstet til omkring 200. Ved behandlingen av et beslegtet norsk fund har Gustafson villet skyte tidsgrænsen noget tilbake (Opuscula archaeologica OQscari Montelio dicata, s. 265 ff.). Montelius har sat guldberlokkenes tid til senest omkring aar 100, Svenska Fornminnesför. Tidskr. IX, s. 208.