13 første aarhundreder efter Kristus.” Et fund med en slik beltehake kan under ingen omstændighet sættes senere end slutten av 2det aarh. Det kan se ut som om dette blir en noget tidlig datering av vaabnene i Stabufundet, men fundet selv gir leilighet til yderligere kontrol av bestemmelsen. Vi har i fundbeskrivelsen set at vaabengraven, som runespydet hører til, fandtes i .den indre del av en haug i hvis yterkanter det fandtes to andre brandgraver. I den ene av disse fandtes spænden fig. 1, og i den andre et fragment av en lig- nende spænde. Spændenes type tilhører den seneste del av den ældre romerske tid og den kan i dette tilfælde saa meget bedre brukes for dateringen som den ikke er en sydfra indført type, men lokalt utviklet og begrænset til Norge og Born- holm.*” Typen har væsentlig været i bruk i den senere del av 2det aarh., men er ogsaa en gang fundet sammen med en spænde fra 3die aarh. og har altsaa da endda kunnet forekomme. Er fundberetningen paalidelig, skulde de to gravene som fandtes i yterkanten av haugen, være senere anlagt end vaabengraven som fandtes længer inde, og som efter hvad det foreligger maa antas at være den be- gravelsen som haugen fra først av er bygget over. Jeg tror ikke det er rimelighet for at fundberetningen skulde melde feil paa dette punkt; selv den helt ukyndige finder maa ha kunnet huske at skjelne mellem saa iøinefaldende avvigende graver som det samlete rike vaabenfund og de to smaagravene der bare indeholdt nogen faa ubetydelige bronsesaker. Alt tat i betragtning tør vi bygge paa fundberet- ningen i denne henseende og dermed ogsaa bruke spændene som holdepunkt for dateringen av vaabengraven. Vaabengraven paa Stabu er altsaa efter disse dateringer noget ældre end begyndelsen av 3die aarh. som er det seneste tidspunkt da spænder av samme type som fig. I har været i bruk. Spændene gir her den nedre tidsgrænse, og tilknyt- ningen til Vimosefundet gjør det mulig samtidig at uttale at meget ældre kan graven heller ikke være. Det behøver ikke nødvendigvis at være nogen arkeologisk betydelig tidsforskjel mellem centralgrav og sekundærgraver, og vi har nok av eksempler paa at gjentagne begravelser i samme haug eller endog i samme grav- kiste kan tilhøre omtrent samme tid. Ved det foreliggende fund kunde en ogsaa være fristet til at utføre denne betragtning videre. Centralgraven var en svær helle som dækket to særlige grupper av vaabenutstyr, der representerer hver en mandsgrav. Begge var brandgraver, begge er helt samtidige og maa antas at være anlagt ved en og samme leilighet. Det er en dobbeltbegravelse for to mænd som sikkert har været knyttet nær til hverandre i livet; en kunde tænke paa brødre eller fosterbrødre. Stjerna har beskrevet to tilfælder av dobbeltbegravelse av to mænd fra Gotland, begge fra 4de aarh. og et tilsvarende fund fra Skaane, og har sammenstillet disse fundene med fortællingen i Beowulfdigtet, at Hildeburhs to sønner lægges paa baalet side om side med armen om hverandres skulder3. 1 Til sammenligning se eksempelvis Pic: Hradiseht de Stradonitz, Leipzig 1906, pl. XIX, fig. 1 og 5, 4 og 7. — Oscar Almgren: Die vorrömisehe Eisenzeit Gotlands (Sonderdruck aus; Die åltere Eisenzeit Gotlands), Stockholm 1912, taf. 8, fig. 121. 2 Oscar Almgren: Studien tiber nordeuropåisehe Fibelformen, Stockholm 1897, Gruppe V, Serie 11, s. 65—66, taf, V, fig. 115—119., 3 Knut Stjerna: Fasta Fornlåmningar i Beowulf. Antikv. Tidskr. f. Sverige, XVIII, 4, s. 2 få.