Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
13
tilbake paa med glæde, var dannelsen av et «laanebi-
bliotek» for sognet. Det indeholdt ingen romaner,
som nu fylder leiebibliotekene, men megen god og nyttig
almenlæsning, som jeg slukte med begjærlighet.
Det vil forstaaes av det her meddelte at det var smaat
bevendt med anledningen til at erhverve synderlig kund-
skap i min hjembygd under min opvekst. Men det er noget
som er vigtigere end kundskapen, og det er det aandelige
livs næring og pleie. Hvordan stod det til med dette?
Dermed var det nok desværre ikke saa rart bevendt i
sognet. Der var i min barndom svært litet av virkelig
kristenliv. Der var nok som regel ingen direkte motstand
mot kristendommen, intet fritænkeri. Næsten alle vilde
nok helst gjælde for kristne. Men det var for de aller
flestes vedkommende bare vanekristendom, des-
værre. Av vane gik man ogsaa meget flittig i kirke. Kirken
var omtrent altid ganske fuld, uanset hvorledes der blev
prædiket, og næsten alle gik til alters — høst og vaar —
likeledes av vane, og fordi det ansaaes for at høre med til
god folkeskik. Desuten var nok den flittige kirkegang
for manges vedkommende ogsaa begrundet deri at det var
næsten den eneste anledning til at «træffe folk». Og det
gik nu heller ikke saa ofte paa; ti da prestegjeldet paa den
tid hadde 5 kirker, men bare én prest, saa var der guds-
tjeneste bare femtehver søndag. Og naar der var «stygge-
veir> i vintertiden, saa var der ikke saa sjelden «messe-
fald», og da blev der ti uker mellem gudstjenestene.
Oppe i Dalsbygden var der da i regelen «opbyggelse»
om søndagen, naar der ikke var gudstjeneste i kirken, og
da i regelen paa Nedre Dale. Der var bedst husrum, og
desuten var gamle Ole (missionær Markus Dahles far, der
likesom min far var indvandret fra Hallingdal [Hemsedal])
bedst skikket til at lede opbyggelsen. Forresten grep han
ikke meget ind. Han aapnet og sluttet gjerne opbyggelsen
med en kort, hjertelig bøn, og kunde desuten av og til
rette nogen varme formaningsord til den lille forsamling.
Forresten læste man og sang (især av Johnsons salmebok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
