Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Paul Bourget: Brev fra Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Landskabsskildring. Hans berømteste Vers er viet Dyreskildringer.
Hvis det nemlig er sandt, at Livet er ét, saa er de Ævner, der
røre sig i os, ikke forskellige fra dem, der mere dunkle og
ubevidste sitre i lavere Væsner. Det er os derfor muligt igennem
vor Indbildningskraft at forestille os de uklare Sansefornemmelser,
de ubestemte Længsler, den ufærdige Sjæl, der bor i de
Skabninger, i hvilke Tanken sitrer og bæver som naar en slumrende
Kvinde drager et Suk efter at være vaagnet, som en Psyche, der
attraar det fulde Dagslyses Klarhed. Det er i Udviklingslovens
Lys, Forfatteren til de »tragiske Digte« bestræber sig for at
fremstille og i Strofer med mesterlig Rytme gengive den
ubestemte, dybe Drøm, som behersker Elefanterne, der trave om i
Sandet, Løven, der strejfer ud paa Jagt i Maaneskinnet, Hajen,
der hungrer paa Havets Bund, Kondoren, der flyver for Vinden,
Panteren, der slæber det blodige Stykke af sit Offer hen over
Græsset, Oksen, der tygger Drøv under Sydens glødende Sol.
Der er i alt dette en paa en Gang naturalistisk og sanselig Poesi,
der minder om Lukrets, men med en Tilsætning af Pessimisme,
der er vidt forskellig fra den glade dybe Tro, der bragte den
gamle Epikurs begejstrede Discipel til at rykke i Marken mod
Overtroen.
Dette sidste Træk giver Leconte de Lisle et fuldstændigt
Nutidspræg. Som næsten alle Samtidens franske Forfattere
munder hans Filosofi ud i en Slags Fortvivlelse overfor Livet,
men da han er en i Ordets fuldeste Betydning intellektuel Natur,
iklæder hans Fortvivlse sig Tankens ædle Form i Sted en for at
blive som hos Huysmans til en Nervesygdom eller som hos
Mau-passant til en haanende Skoggerlatter. Hvis man nemlig
betragter Naturen som en Kæde af efter hverandre følgende Former,
der i det uendelige udslettes og hverken har Begyndelse eller
Ende, hvis man kort sagt er ren Fænomenist, saa er det
vanskeligt at lade være at forfærdes overfor denne evindelige og
unyttige Strømmen af alt værende. Men nu er Leconte de Lisle en
ren Fænomist. Han betragter Religionerne som en Drøm,
Naturen som en umættelig, alt opslugende Afgrund, Menneskenes
Bestræbelser som en paa Forhaand besejret Ærgerrigheds
forgæves Tøjlesløshed, cg hans skønneste Digte er de, hvori han
har udtrykt den Sørgmodighed, der rejser sig af et sligt Syn.
Der findes i disse »tragiske Digte« et og andet Stykke, som
behandler Erindringer fra Digterens Barndom, der hengled paa Øen
5*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
