Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Højskoleforstander V. Ullmann: Johan Sverdrup og den norske Forfatningskamp. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den skandinaviske Rus, var netop den daarligste Side ved hele
Bevægelsen, Indbildningen om, at hvert af de tre Folk for sig
var for svagt til at kunne leve paa egen Haand. Skønt det
jo viescntlig var fra Danmark og for Danmarks Skyld, at hele
Bevægelsen var opstaaet, saa var der efter 1864 blandt de norske
Skandinaver ikke længere Tale om Danmark, det blev med et
Par pyntelige Talemaader skubbet til Side, og hele Arbejdet i det
skandinaviske Selskab blev lagt paa »Unionens Befæstelse og
videre Udvikling.« Jeg skal ikke indlade mig nøjere paa dette,
et af de mørkeste Punkter i vor nyeste Historie; kun saa meget,
at denne nye Rus greb saa raskt om sig, at det snart ingen
Vanskelighed længere var for at finde norske Medlemmer til
Unionskomiteen. Og dertil kom saa ogsaa, at man havde faaet
gamle Ueland med. Først havde man tænkt paa Sverdrup, og
det havde jo været den bedste Fangst; men der kunde det ikke
nytte at komme. Saa lagde man sig om Ueland; han vægrede
sig længe, men saa forstod man klogt at benytte sig af den
gamle Mands svage Sider, hans personlige Forfængelighed og hans
gammeldags Ærbødighed for Kongedømmet. Heldigvis skulde han
ikke komme til at opleve den Dag, da Forslaget kom for; da
dette skete, var Sverdrup, ikke længere Ueland, Bondepartiets
Fører.
Det var paa langt nær ikke hele Højrepartiet, som sluttede
sig om Unionsforslaget; tvært imod, det var kun en liden Klik
— paa Stortinget i 1871 kun 17 — men denne Klik var det saa,
der siden blev den dominerende, og som lidt efter lidt drog hele
den øvrige Del af Partiet med sig. Sine Ønsker om en
Forandring af Unionen maatte Partiet snart opgive, dertil var
Unionsforslagets Nederlag for afgjort, men desto ivrigere holdt de fast
red selve den Grundtankegang, hvorfra Forslaget udgik, og den
er Tvivlen om, at det kan blive noget ud af vort lille Land og
Folk, naar det staar paa egne Ben. Det eneste taalelige Vilkaar
maa da være det, at »den højere Dannelse«, »de besindige«, faar
Lov til at styre i Fred, ti Demokratiet, det er Raaheden,
Tøjlesløsheden, Anarkiet. I 1864 og 1871 mistede disse Mennesker alle
sine Idealer, al sin Tro paa at Fremtiden havde noget godt at
bringe; Aristokrater havde de altid været, hvad i Verden kunde
saa blive Resultatet af dette uden det, som det blev, en Række
fortvivlede Forsøg paa at klamre sig fast til en Magt, der ikke
længere havde den eneste Autoritet, som duer noget, Folkets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
