Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. phil. J. Iversen: Tilgivelsens Sødme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Hr. Assistent!« sagde Nerup, »Manden er ikke rigtig klog,
jeg kender ham godt, jeg saa ham selv sammen med den Præst,
han taler om; de lod til at være gode Bekendtere. Manden er
vist gal, se, hvor han staar!«
»Jeg har stjaalet, jeg tog Frakken.«
»Naa, sæt ham saa ind paa Nr. 4, Nerup. Slaa efter i
Vejviseren og gaa op til Hr. Glavsen og bed ham komme herhen
lidt, for at vi kan faa Rede paa det Vrøvl.«
Kandidat Glavsen laa saa lang han var paa
Hestehaars-sofaen og læste med glippende Øjne i Beretningen om den indiske
Mission.
Han forsøgte at udregne, hvor mange Tusende Kroner hver
af de kære, dyrebare, nøgne, brune, hindostanske Sjæle havde
kostet. Opgaven var ham for vanskelig, Bogen gled ham af
Hænde og faldt paa Gulvet, og han slumrede sødeligt ind med
en højrøstet Snorken, der lød som naar en kraftig Stolemager
skruphøvler et Fyrrebræt med mange Knaster.
Pludselig vaktes han ved en bestemt Ringen paa
Dørklokken, han gned sine taagede Glugger, rejste sig ærgerligt og
gik ud for at lukke op.
Forbavset saa han sin Gæst fra forleden, Betjænt Nerup,
som forklarede sit Ærinde og bad ham komme hen paa Stationen.
Han lovede at komme straks om et Øjeblik, — han vilde ikke
følges med Nerup paa Gaden, for hvad vilde Folk tro? — Men
da Budet var vel nede af Trapperne, tog han den røde, bløde
Plysches og den brune, ærbare paa og gik. Paa Vejen spekulerede
han over Sagen, der næsten var gledet ham af Minde.
Han forstod ikke, hvorfor Tyven havde angivet sig; han
havde jo tilgivet ham og lovet ham Syndsforladelse. Gud
maatte have talt til hans Syndsbevidsthed og rystet hans
Samvittighed. — Han maatte have lidt meget, stakkels Menneske,
inden han angerfuld var gaaet i sig selv og havde opsøgt Straffen.
Han forstod det ikke. — Det var jo hans Mening, at alt var
tilgivet og dermed glemt. — Manden var allerede bleven straffet,
den onde Samvittighed og angerfulde Omvendelse var Bod nok.
Han skulde ikke straffes haardere, Frakken var jo kommen til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
