Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Dr. phil. G. Brandes: Martin Luther om Coelibat og Ægteskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bruger han Udtrykket, at Djævelen med Hensyn til dem har
overbudt Gud i Kløgt, draget dem ud af den naturlige og
guddommelige Orden, fanget dem i Spindelvæv (Menneskebud og Løfter) og
saa indesluttet dem bag mange Jærnlaase og Gitre. Det er, siger
han, den fjerde Maade, hvorpaa man tvinger Naturen til det
Naturstridige.1) »Men«, slutter han, »hvis man med Jærngitre og
Laase kunde hindre Guds Skabning og Ord, saa haaber jeg, vi
ogsaa vilde oprette saa tykke og store Jærngitre, at der af Kvinder
blev Mænd, eller af Mennesker Sten eller Træ. Det er Djævelen,
der saaledes driver sit Abespil med det arme Kreatur, og saaledes
giver sin Vrede Luft.«
Alt dette skrev Luther tre Aar før sit Giflermaal, altsaa paa
en Tid, da han maatte være forberedt paa, at man i alle slige
Udtalelser saa’ Tilstaaelser af egen Svaghed og egen Brynde. Han
gaar ind ogsaa paa dette. I en anden Sammenhæng, hvor han
har dvælet ved samme Tema, udbryder han: »Her ville maaské
de kyske Hjærter og hellige Gudspræster, hvem intet behager
uden hvad de selv sige og skrive, gøre en stor Mund og sige:
O! hvor trykker Kutten den Munk! hvor gærne havde han en
Kvinde! Men lad dem kun haane og drive Spot, de kyske Hjærter
og store Helgene; lad dém være af Jæm og Sten, som de lade;
nægt du kun ikke, at du er et Menneske, der har Kød og Blod;
og lad saa Gud dømme mellem den englelige, stærke Helt og den
syge, foragtede Synder.« Han udvikler, at han vel véd, hvad der
gaar i Svang blandt dem, der foregive saa stor Kyskhed; vidste
man, siger han, hvad de hemmeligt gøre, saa vilde man ikke agte
deres Kyskhed for værd, at en Tøs skulde viske sine Sko af paa
den. Ogsaa her, hedder det hos ham, finder det bagvendte Sted,
at de kyske er de ukyske og at alt, hvad der glimrer, bedrager.
»Kyskhed«, udbryder han, »skal være en Dyd, da den dog hører
hjemme blandt Guds Underværker, som hvis et Menneske ikke
spiste eller drak; den er over den sunde Natur, endsige da over
den syndige, fordærvede Natur.« Og skæmtende slutter han: »Gud
har ikke ladet mange Jomfruer leve længe, men har friskvæk ilet
ud af Verden med dem som med Cæcilia, Agnes, Lucia, Agatha
’) Das ist die vierte Weise der Natur zu wehren, dass sie nicht sich
besaame noch mehre, wider Gottes eingepflanztes Werk und Art; gerade
als wäre es in unsrer Hånd und Macht, Jungfrauschaft zu halten, wie
Kleider und Schuh.
33*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
