Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Breve. Det Billede af ham, som herved kan vindes, bekræftes
ved hans andre Skrifter, men indeholder tillige adskillige Træk,
som tjæne til bedre Forstaaelse af disse.
Et Vendepunkt i hans Ungdom var det langvarige Ophold
i Tyskland fra 1811 til 1814, fra hvilket han vendte hjem for at
overtage en Professorpost i Filosofi ved Universitetet. Vi følge
ham paa Rejsen gennem hans Breve, og vi lære hans Stemning
og Tilstand i den nærmeste Tid efter Hjemkomsten at kende
gennem første Del af Gabrielis’s Breve, som er skreven 1813—1814,
skønt den først blev udgiven 1826.
Han var rejst ud for at studere Filosofi og uddanne sig til
akademisk Lærer. Han gjorde Fichtes, Schleiermachers, Steffens’
og Schellings Bekendtskab og paavirkedes især stærkt og varigt
af de to sidst nævnte. Han opsøgte Goethe, der for ham stod
som en ophøjet Genius og var Genstand for hans Kultus,
ja næsten for hans Forelskelse. Han foretog Fodvandringer
gennem Tysklands skønneste Egne, levede med Bjærge, Skove og
Søer og kvægede sig ved Naturens Skønhed. Men under alt det
nye og herlige, han saa’ og lærte at kende, hang hans Hjærte ved
Hjemmet. Han hang ved den danske Natur, ved sin Fædrenestad,
hvis store Ulykker han havde oplevet, og hvor han haabede,
at en ny og betydningsfuld Periode for Videnskab og Kunst var
indledet. Men der var dog ét, som bandt ham fastere end noget
andet til Hjemmet, nemlig hans Kærlighed til Sofie Ørsted, til
hvem de fleste og interessanteste af hans Rejsebreve ere rettede.
»Ingen skulde nogensinde rejse«, skriver han til hende, »før end
Fædrelandet havde bundet ham med de fasteste, stærkeste Baand«.
— Paa Galleriet i Berlin traf han en ung Pige, med hvem han
ofte talte, og hvis Billede han bevarede og ofte dvælede ved i
sine Tanker. »Men at jeg kan gøre dette med Ro, derfor takker
jeg mit Fædreland, takker det inderlig derfor; det lod mig tidlig
skue og fatte høj Skønhed, og det skænkede mig derved den
lykkelige Gave: overalt at kunne frydes ved hver Skønhed, jeg
moder paa min Vej, fryde mig uforstyrret af Attraa og Begær«.
Han kom fra ung af meget i A. S. Ørsteds Hus. For den
store Retslærde nærede han en overordentlig Beundring og en
varm Hengivenhed, som han ofte har givet et smukt og hjærteligt
Udtryk, smukkest maaske i sine »politiske Intelligensbladet, i
Anledning af Ørsteds Tale ved Aabningen af de raadgivende
Stænders Forsamling i Roskilde. Han var selv Ørsteds Discipel,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
