Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
idet hans første Studier vare juridiske. Ørsteds Hustru,
Oehlen-schlägers smukke og begavede Søster, samlede ikke mindre énd sin
Mand en stor Kreds om sig. Sibbern elskede hende med hele sin
Naturs Varme og Entusiasme. Endnu paa sine gamle Dage
bevægedes han i en Samtale med Sofie Ørsteds Biograf, Nikolaj
Bögh, ved Mindet om sin Ungdoms Kærlighed. Han spadserede
med hende og læste for hende i Odysseen, Sofokles, Plato og Goethe.
Han var idel Glæde og Beundring over hendes Skønhed og over
hendes livlige Interesse og klare Blik. Han var rejst ud i jublende
Glæde over hvad han her havde fundet. Det tilhørte ham ikke,
men Glæden derover tilhørte ham.
Allerede af Rejsebrevene ser man dog, at det ikke faldt
ham saa ganske let blot at tage Forholdet fra denne Side. Sofie
Ørsted elskede ham ikke; hun behandlede ham som en yngre
Broder; og desuden var hun knyttet til en Mand, han agtede og
elskede saa højt som nogen anden. Fortvivlelsen over det
haab-løse i hans Kærlighed maatte bryde frem, og det var først, da
Sofie Ørsted var død, at han kunde udtale, at »det var sødt og
glædeligt blot at vide, at hun var til, og at være kendt af hende«.
Der var Tider, hvor hans Hjærte forlangte mere end det. I ét af
sine sidste Rejsebreve til hende, omtaler han; hvorledes han i
Breslau, hvor han besøgte Steffens, havde følt sig overvældet af
sin Smerte og havde fundet Lindring i at græde af ganske Hjærte.
»Og virkelig er det«, tilføjer han, »som om jeg dér, hos min kære,
dyrebare Landsmand, først har fundet den Fred og Hvile, som
Orest fordum fandt i Gudindens Lund, i den rene Søsters Nærhed«.
— Der synes her at være hentydet til en Kamp mellem den
opblussende Attraa og den glade, af alt Begær uhildede Følelse ved
hvad han havde i den, han elskede. Han har kæmpet sig frem
til den Beslutning, som han lader sin Gabrielis udtale: »Er der
noget, jeg med Bestemthed vil, saa er det det, ikke at se hende
igen, før end jeg véd, at jeg rolig og uden Begær vil kunne glæde
mig ved Beskuelsen«.
»Den Time, jeg vender hjem«, havde han skrevet, »den vil
bringe mig alle Glæders Blomst«. Men hvorledes det blev for
ham, lader han sit andet Jeg, Gabrielis, skildre den Ven, til hvem
han skriver. Man vil deri genfinde nogle Vendinger, som allerede
ere anførte fra et af de virkelige Breve til Sofie Ørsted.
»Du véd, hvor længe jeg var borte, men Du véd ikke, hvor
tro jeg hængte ved hende. Alle mine Længsler tilhørte hende og
Tilskueren. 1885. 51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
