Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Prof. H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dannelse og i vor Ungdom alt ud paa at oplue i os en
Ærgerrighed og en Selvfølelse, som den Gang maaske drev os fremad,
men nu standser og hilder?« Der var altsaa en stadig Kilde til
Bitterhed og Vrede, selv med forsvindende ydre Aarsager. Men
hvad Sibbern saa’ omkring sig i det offentlige Liv, fik ofte den
indre Ild til at flamme voldsomt op i ham, i senere Aar især de
nationalliberale Politikeres og Journalisters Færd. Han svælgede
da i Fantasier om, hvad han vilde gøre ved dem, hvis han havde
Aladdins Lampe eller kunde gøre sig usynlig. Man maatte ikke
ønske sig at være i Lehmanns, Plougs og Billes Sted, dersom
disse Fantasier vare bievne til Virkelighed. — I »Meddelelser af
Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135« fortælles om en Bog, som
var udkommen i den sidste Fjerdedel af det nittende Aarhundrede,
og som indeholdt en gammel Mands Levnedsbeskrivelse af ham
selv. Heri havde Forfatteren fortalt, hvorledes han, uden at andre
havde mærket til det, havde lidt af en forfærdelig Sjælesygdom,
som han kaldte Hævnhidsighedssygen. Den opstod kun ved hvad
han læste og udmalte for sig i sine Forestillinger. Ofte kunde
han af den Grund ikke holde ud at læse Dagbladene. Sygdommen
næredes ved alt hvad han læste eller selv oplevede af teologisk
og politisk Fanatisme baade i Fortid og Nutid; han havde ofte
derved faaet Hidsighedsanfald, som han endog havde følt legemlige
Virkninger af. »Bogen«, hedder det, »udkom først efter hans
Død, og alle erklærede, at de aldrig havde tænkt sig, at han
havde kunnet bære en saadan Hævnlystshidsighed i sig.« Denne
Mand er tydelig nok Sibbern selv.
Dette Hang vidste han vel var begrundet i hans Natur;
men han fremhæver skarpt og bestemt, at det næres og plejes
mere eller mindre hos os alle ved den Maade, hvorpaa de
offentlige Forhold behandles i Stat og i Kirke. Paa hans
gamle Dage, som Tilskuer ved det politiske Liv, især efter 1864,
var det ofte vanskeligt for ham at holde fast ved hvad han havde
ladet sin Gabrielis udtale, at der egentlig intet Ukrudt findes,
heller ikke i Menneskeverdenen. Han gjorde den Erfaring, at »for
at bevare sin Menneskevelvilje, Menneskekærlighed, Menneskeagtelse,
maa man lade den stundom ty ind under Menneskeforagten og
her søge sig et Tilflugtssted til Ly«. Der er altsaa, saaledes synes
det at maatte förstaas, visse Udvækster, man maa forkaste, for at
kunne bevare sin Tro og Kærlighed til Menneskeheden i det hele.
Men denne Art Foragt, som kan tjæne til Konservationsmiddel for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
