Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober - Frk Clara Bergsøe: Teaterindtryk fra sidste Parisersæson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
■else ud af ham, har faaet Tilladelse til en Samtale med ham i
Enrum, forestiller ham nu Pinebænkens Rædsler, og sin Vished om,
at han under dem vil forraade sin Ven og hendes Elsker,
Sammensværgelsens Ophavsmand. Oprørt viser han denne Tanke fra sig.
Men hun bliver ved. »Det er Lidelser, hvorunder Øjnene træde
ud af deres Huler, hvorunder man forraader sin egen Moder.«
Mar-■cellus giver ikke alene tabt, men trygler, tigger hende tilsidst om at
dræbe sig. Selv er han bagbunden og uden Vaaben. Kejserinden,
■der gysende betænker sig — der er lidt her, som rører ved Tanken
i Ibsens Gengangere og Osvalds Bøn om den sidste Haandsrækning —,
lader sig til Slutning tvinge derved, at Marcellus højt udraaber
Andreas’ Navn. En Naal i hendes Haar er det Mordredskab, han
selv har udpeget og som med Lynets Fart naa’r hans Hjærte.
Scenen blev af Sarah Bernhardt givet med sand tragisk Kraft,
•under en næsten aandeløs Spænding. Hele den menneskelige Ynk,
Legemets til Tider skæbnesvangre Suverænitet over det aandelige,
aabnede sig for éns Blik som en mørk Bjærgskakt, pludselig set
fra en jqpvn Landevej. Underlig nok er det, som om Sardou i
-dette ene Øjeblik, hvor han lodder Dybderne, til Gengæld
svigt–edes af sin mesterlige Teknik. Med en shakespearsk Kejtethed
lader han alle de tilstedeværende staa bagved de to handlende,
•kun med Ryggen vendt til, ventende som artige Børn til det hele
er forbi, og de atter faa Lov at se. At man ikke hjærtelig
ler ad denne Opstilling, viser mere end noget andet, hvilket dybt
Ureb denne Scene tager i Publikums Interesse. Den er Stykkets
Clou, som 200 Gange i Træk har fyldt Teateret St. Martin.
For øvrigt er det som om Sarah Bemhardts Prestige er ved
at blegne. Hendes Talent maa utvivlsomt slaa ind paa andre
Veje, bort fra Rutinens Slid og det erotiskes Oversukren, hvis
■det skal holde sig friskt. Men lytter man til Replikemes rige
Modulationer, hvor mange nye Muligheder skimtes der saa ikke?
Slutningsscenen, hvor hun, efter at have forvisset sig om Andreas’
Død — naturligvis foraarsaget af den traditionelle
Giftbægerforveks-ling — rejser sig op, og opdager Bødlerne, der tavse vente hende,
spillede hun uforligneligt. I dette Øjeblik gav hun Kejserindens
Skikkelse Dødens Højhed. Gadeløberskens Smuds svandt,
samtidig med Spillets Rutine. Hun blev den unge Sarah fra Donna
Sols og Adrienne Lecouvreurs Dage. Hendes Fortvivlelse over den
Elskedes Død, hendes Jubel over at skulle følge ham, samtidig
med den korte Dødsangests Hjælpeløshed, Modbydelighed for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
