Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dogmer ere de mest karakteristiske for den i vort Fædreland nu
herskende teologiske Anskuelse. Sibberns Tilslutning til den religiøse
Bevægelse hørte op paa det Punkt, da han mærkede, hvilken Vægt
man lagde paa dem.
Efter at han i længere Tid ikke havde ytret sig om religiøse
SpørgsmaaJ, fremsatte han i en Række Universitetsprogrammer
(1846, 1847 og 1849) det nye Standpunkt, hvortil han nu var
naaet. Om den Forandring, der var foregaaet med ham, har han
selv udtalt sig saaledes i et Brev fra Aaret 1864: »Alt Aanden
tiltalende, sjælefødende, alt sin Kraft fra Aandens indre
Samstemning hentende i Kristendommen er for mig ganske det, det var.
Kun det, som skulde-hente sin Gyldighed fra Positiviteten,
respekterede jeg den Gang som et givet..............Denne Afhæn-
gighed vil jeg nu slet ikke mere indrømme nogen Gyldighed.« —
Hvad han i de anførte Programmer havde udtalt i sin
Almindelighed, gennemførte han videre dels i »Meddelelser af et
Skrift fra Aaret 2135«, dels i den efter hans Død udgivne
Moralfilosofi.
Man kan spore flere forskellige Motiver, der hos Sibbern
havde virket sammen til at fremkalde og forme hans nye
Standpunkt. — For det første rører der sig hos ham en
filosofisk-historisk Interesse for at bringe Kristendommens Opstaaen og Kristi
Personlighed i naturlig Sammenhæng med Verdensudviklingen.
Allerede i sin »Kosmologi« havde han udtalt, at ligesom
Menneskets Tilblivelse fra først af maatte forklares som Resultat af
en videre og højere Udvikling fra lavere Former, saaledes maatte
Kristendommens Opstaaen igen indenfor den menneskelige
Udvikling opfattes som et særeget, men i Kontinuitet med den
foregaaende Udvikling fremkommet Vendepunkt. Vil man tale
om en Inkarnation, maa derfor hele Verdensudviklingen, særlig
Jordudviklingen, opfattes som en fremskridende Inkarnation. Paa
det Punkt under Urtaagens Udvikling, hvor Jordkloden begyndte
at udsondre sig fra den øvrige Verdensmasse, maa vi søge den
første Spire til det aandelige Liv paa Jorden i det hele og
derfor ogsaa til de højeste Former, hvorunder det aandelige Liv
historisk er fremtraadt. Den historiske Kristus er fremgaaet af
Menneskehedens Midte som en Mand, i hvem Livsvældet rørte sig
paa en særegen Maade, saa han kunde blive en aandelig Fører
for Aartusender. Kun naar han opfattes paa rent menneskelig
Maade, har hans Kamp og Lidelse, hans Stræben og Virken sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
