Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - H. Høffding: Frederik Christian Sibbern. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at faa Ende paa Striden ikke ere forsøgte, saa længe det ikke
ør prøvet, hvad Indflydelse et Ministerskifte vilde faa l).
En halv Snes Aar senere tog Sibbern Ordet mod et
»Grundlovsattentat« af en anden Art. Der udkom i Aaret 1865
tre forskellige politiske Smaaskrifter af ham, alle om
Grundlovskampen. Det oprørte ham at se, at man straks efter den
sørgelige Krig benyttede sig af juridiske Spidsfindigheder til »ad en
Omvej, der ser ud som en Krogvej, at antaste Danmarks gode
frie, folkelige Grundlov«. Det var for ham kun »Finessemageri«,
naar man ikke vilde indrømme, at den Del af sin Magt,
Rigsdagen i sin Tid havde afstaaet for at gøre det muligt at
gennemføre en Fællesforfatning, der ogsaa omfattede Hertugdømmerne, —
ut denne Magt efter Hertugdømmernes Afstaaelse straks maatte
falde tilbage til Rigsdagen. Man raabte paa Lovlighed, men gik
Ulovlighedens Vej, fordi man havde sine bestemte Formaal, man
vilde opnaa: »Hvorfor vilde man, da Betingelserne for Ind-
skrænkningen af Grundloven af 1849 vare rent borte, . . . lade
et Spilleværkeri indtræde, som maatte være stødende for hele det
danske Folks sunde Sans? Uden Tvivl var det, fordi man deri
saa et Middel til at faa Landstingsreformen frem, og saa maatte
det øvrige af Komedien opføres med« (Samfundsbetragtninger.
Første Hæfte, p. 70).
Der var her rokket ved den eneste Betingelse, under hvilken
Sibbern kunde sympatisere med en »Fristatsforfatning«, nemlig at
den byggedes paa et demokratisk Grundlag. Landstingsreformen
var en Reaktion mod den Udvikling af Lighedsfølelsen, som især
1) Hele denne Strid pinte særlig Sibbern, fordi han saa A. S. Ørsted, hvem
han saa højt beundrede, paa den anden Side. „Jeg kan ikke sige Dem,“
skriver han til Wegener, „hvor stærkt dette Reskript [som indeholdt en
ministeriel Tilrettevisning til Wegener for hans Optræden i
Arvefølgesagen, uagtet Ministeriet forgæves havde anklaget ham for Højesteret]
har afficeret mig, allermest for Ørsteds Skyld. Jeg har nu i 48 Aar
staaet i det bedste Forhold til ham, nydt meget godt i hans Hus, holdt
paa. ham, troet paa ham, indtil forrige Aar; og nu igen dette!“ —
Efter Ministeriets Afgang skriver Sibbern (til Ørsteds Søster): „Han
[A. S. Ørsted] er ved Ministeriets Entledigelse kommen ud af en ikke
god Stilling. Det vides almindeligen, at meget af det, som skete, og
som han maatte give sit Navn til, ja stundom sætte sit Navn under,
ingenlunde havde hans Bifald, men var i Strid med hans Anskuelse.
Men han var i Ministeriet i Minoriteten og blev overstemt.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
