Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Cand. phil. L. Bruun: For god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
havde spurgt ham, hvad han tog sig for, hvor han var, naarhun
ikke var hos ham — han havde maaske dog været hende utro,
selv om det kun var en lille Smule!
Hvis det var Mænriene, der var de lidende og skulde føde
— saa var vist Lysterne ikke saa stærke, saa kunde maaske
og-saa de forelske sig.
Men Barnet var hendes; hun havde lidt for det, og det
var en Dreng med gult Haar og 9tore, blaa Øjne.
Der var ogsaa noget andet, som hun halvt tænkte, halvt
følte. Det var, at han havde taget hendes Ungdom fra hende;
og i de 3 lange Uger, hvor hun intet andet havde at bestille end
tænke, beskæftigede hun sig meget med denne Tanke og græd
meget over sig selv.
Det forekom hende, som om det kun var saa kort siden,
at hun havde leget med andre Børn; og da hun havde lært
ham at kende, bavde hun i Begyndelsen ogsaa syntes, at det var
en Leg, den dejligste, hun kendte, indtil bun lærte, at det var
Alvor, — øg saa var faun, der næppe selv var færdig, pludselig
bleven til to. Og hun havde en Følelse af, at der var gjort en
stor Synd mod hende, at hun havde faaet Livets tunge Sorger,
før end hun rigtig havde mærket sin Ungdom, at hun var
bleven Moder, før hun var bleven voksen, og hun følte, at der
et eller andet Sted maatle ligge et tungt, tungt Ansvar, sandsyn«
ligvis paa ham, for han havde kendt alt og alligevel gjort hende
alt dette.
Løjtnanten havde af al Ævne søgt at undgaa hendes Fader,
efter at hun den Gang havde lidt den brutale Behandling, og dog
havde han indset, at det kun var Galgenfrist; en Gang maatte
de mødes og tales ved, om ikke om andet, saa dog om Sagens
praktiske Side; men skønt han selv syntes, at han burde gaa til
Faderen, ventede han dog med Angest paa, at denne skulde
komme til ham.
Faderen nærede ikke noget særligt Had til Løjtnanten,
efter hvad der var passeret. Han var vant til og opdraget i sin
Kreds til at tænke, at naar en Pige kommer galt af Sted, er
Skylden hendes egen. Desuden kendte jo enhver de Herrer Militære,
som nu i saa mange Aar havde været Byens moralske
Underholdningsstof.
Men var han end ikke værre og mere skyldig end saa
mange andre Herrer af hans Stand — saa maatte han i alt Fald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
