Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Efteraarsliteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bekendte i Byen, hans Moder eller den gamle Apoteker, Fru
Kamp, Fuldmægtig Bolberg osv., alle taler de og staar og gaar,
føler, spiser, hoster og sover anderledes end som de jævne
Mennesker, de er; hvad der siges om dem er drevet op i
Udtryk, som vrider Tingene af Led. Enten gøres Situationen til
en Farce, som da Brinckmanns og Fannys Forlovelse
deklareres, eller da Apoteket brænder, eller der presses Vælde ind
i Begivenheda-, der er tynde som en Skankesuppe paa
Almindeligt Hospital. iSchandorph tror, at han spottende har
skildret sin Skabhals af en Kaptejn ved at fortælle, at denne en
kølig Aftenstund føler sig som »Manfred, der tvinger Naturaandeme«,
fordi han gaar i Snorefrakke, medens Byens Honoratiores ellers er i
Overtøj, eller ved at skrive, at han i sin Ensomhed »fægtede ud i
Luften med Armene, nød sin Muskelkraft som et nyt Bevis paa
sin Personligheds Overlegenhed, tænkte paa Jordrevolutionerne i
de forskellige geologiske Perioder, syntes næsten, at han havde
været med til at frembringe dem alle osv.«, og mærker ikke,
at dette er en Forvrængning og ikke noget Billede.
Beskrivelserne flyder over Randen, hvad enten det er Fru Kamps
Gifte-syge, der omtales, eller den gamle Apotekers Halvdannelse, eller
man faar at vide, at Proprietær Ulkebøl snorker i »evig vekslende
Tonart og Takt med et stormfuldt Havs Vælde« og vaagner med
»et Brøl som en tirret Elefants«, »at han sætter et Studebrøl
op«, naar han er mæt, og at, naar han gaar fra Stuea op paa
første Sal, knager Trappen »som om et , Næsehorn havde
besteget den«.
Heller ikke Bogens Plant og Mening er rank eller let at gribe.
En ung Kvindes Udviklingshistorie skal anskueliggøres, men i
Virkeligheden ser vi ikke mere til Væksten i hendes Liv, end man
paa en tilsaaet Mark hører Græsset gro: Solen skinner efter
Væde, og saa staar det der; Fanny Brinckmann læser gode
Bøger, og saa er hun klogere. Det er naturligvis ikke usandt, det
gaar blot vor Næse furbi, vi kan ikke være med i Læsningen.
En Udvikling af denne Art faar vanskelig Romanens Liv og
Lemmer. Det viser sig da ogsaa, at da Fanny efter en Række indre
Oplevelser pludselig i Slutningskapitlet optræder som Lærerinde for
Fattigfolks Børn, er det ilde forberedt; vi fomnaar kun at danne
os en utydelig Forestilling om, at det vil gaa hende galt der
ude i Landsbyen. Og det er ikke Bogens Mening. Ulykken er, at
Fortællingen har bevæget sig uden om den læsende Fanny,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
