Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - E. Skram: Den nye Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
end Historien om den franske Tjænestepige, og den bruger færre
og mere ligefremme Midler. Men saa er paa den anden Side ogsaa
Æmnet mindre rigt set. Der raader i den sidste Fjærdedel af
»Albertine« en Karrighed over Meddelelserne, som forringer deu
Kapital, man ventede at blive Ihændehaver af ved Læsningen
af Bogen.
Men ingen vil for øvrig kunne føle sig brøstholden ved dens
Kunst. Og saa har vi danske dog langt fra den Nydelse af »Albertine«
som Nordmændene har. Vi kan ikke paa samme Maade gribes
af Behag ved Sprogets Lokalfarve. Det er en Kristianiadialekt,
der er ægte som det røde og blaa i Flagdugen er det paa
Akers-hus Fæstning.
Fortællingen skildrer en Sypiges stilfærdige Undergang og
borgerlige Død som offentlig Skøge. Samfundet besørger det
omtrent altsammen, hun lægger blot en lille Del Vilje og en større
Del Mangel paa Vilje til. Kun at man ikke et Sekund maa tro,
at Fortælleren har et saa abstrakt Begreb som »Samfund« i sit
Hoved eller et saa afskyligt Ord i sin Mund. Han véd, at
saa-ledes gik det Albertine, Søster til den Oline, der forud for hende
havde været offentligt Fruentimmer i »Vika«, men saa var bleven
gift med en velstaaende Gamling og nu har en Anstalt for fransk
Vask og Strygning. Og han kender en stor Del af de Tanker og
Stemninger hos Albertine, som gik forud for »Indskrivningen«.
Det er det han fortæller os. Saa maa vi selv skabe os en Mening
om Aarsag og Virkning, og danne os en hvilken som helst
Forestilling vi vil om godt og ondt ved denne Lejlighed, det kommer
ikke Meddeleren ved, det er jo ikke os, han har med at gøre, men
Albertine.
Men der er dog her ét at mærke, og det er netop det store
»men« i Kunsten. Det Fortælleren véd, det véd han med sit
Hoved og sin Sjæl. Det er Maleren Christian Krohg, som
fortæller, ikke t. Eks. et lydhørt Apparat, som man kunde faa flere
af, havde man blot det fornødne Materiale og de rette Tegninger
og Tal. Det vi altsaa læser om Albertine, har Krohg først set og
følt, derfra stammer Noblessen i Beretningen.
»Albertine« er en ualmindelig fint skreven Bog. Den turde
endog nu og da være vel mild i Valget af det, der bliver sagt og
det, som ikke siges. Ikke altid staar den grove Virkelighed saa
umiddelbart levende for én, som det er Forfatterens Mening, at
den skulde gøre; men naturligvis hidrører Finheden ikke fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
